Min kone er forelsket i en anden.

De fleste af os har en idé om, hvordan vi ville håndtere vores partners utroskab. Nogle forestiller sig, at de vil gå på stedet og hos andre vægter det tungere at beholde partneren og familien samlet. Op mod 40% af os er deres partner utro, og derfor står masser af mennesker hvor dag i en situation, hvor de skal vælge, hvordan de vil forholde sig. Et er utroskab noget andet er, når ens partner forelsker sig i en anden. Eller er det? Hvor går grænsen mellem tiltrækning og fascination og så forelskelse. Det kommer vel an på, hvordan man er skruet sammen. Er den seksuelle akt den vigtigste eller er det følelserne, som gør det svært? Er der forskel på et one-night stand og et årelangt hemmeligt forhold?

Der er som regel forskel på, hvad man forestiller sig der vil ske på et teoretisk plan og hvordan man rent faktisk følelsesmæssigt reagerer, når man så står i situationen. Som udgangspunkt vil man være bedre “klædt på” følelsesmæssigt, når man har nem adgang til sine følelser og har stor erfaring med at håndtere dem konstruktivt.

Når jeg har et par siddende i min praksis, så fylder chokket, svigtet og vreden mest. Kvinden er fuld af fortrydelse og anger men har også i nogle tilfælde opdaget at utroskaben eller forelskelsen ikke handler om den nye mand, men om at der er noget hun har savnet i sit parforhold. Ellers gør hun det i terapien. For utroskab og forelskelse vil i langt de fleste tilfælde handle om noget man ikke har fået i sit forhold. Det er aldrig partnerens skyld, men altid ens egen. Som voksne mennesker er vi selv ansvarlige for at skaffe os det, vi har brug for. Vi har altid haft muligheden for at råbe vagt i gevær, når der var noget, der ikke var som det skulle være. Hvis vi altså opdagede det inden ham den nye kom ind fra højre og slog benene væk under os. Men det er vi også selv ansvarlige for.

Et er de kaotiske følelser og parforholdets tab af uskyld. Verden er ikke som jeg troede den var. For ingen af dem. Noget ganske andet er den måde situationen bliver håndteret på. Det gør hele forskellen. Det er helt naturligt at have lyst til at slå ihjel, at smadre nogen, at kyle konen på porten og aldrig ville se hende mere. Hævn er et udtryk for det massive svigt. Sorgen over at have mistet første pladsen og troen på den livslange kærlighed ligeså.

Det skal du gøre, hvis du er blevet svigtet:

· Giv udtryk for de vrede følelser OG vær opmærksom på at det er vreden der taler. Pas du ikke får brændt nogle broer ved at sige ødelæggende ting, som ikke kan tages tilbage.

· Hævntørst er menneskelig men ikke særlig konstruktiv.

· Tag dig tid. Det tager tid at slikke sine sår. Måske har du brug for at trække dig noget tid, så du kan mærke efter, hvad der er det rigtige at gøre i denne situation.

· Lad være med at bede om slibrige detaljer, det giver kun grimme billeder på nethinden, det tager lang tid at viske ud igen.

· Vær menneskelig og rummelig. Alle begår fejl også du, selvom du aldrig kunne drømme om at være utro eller åbne dit hjerte for en anden kvinde.

· Forhold dig nysgerrig. Hvad kan du/I lære af det her.

· Hold dig målet for øje. Hvad vil du på den lange bane? Er det her så katastrofalt, at det skal skille din familie ad?

· Bed om indsigt i telefon og computer i en grad, som gør dig mere tryg, men pas på du ikke krænker.

· Tag ansvar for at din måde at reagere på alene er din. Du kan ikke give din kone skylden for at du har det som du har det.

Det skal du gøre når du har svigtet:

· Tag ansvar for at du har svigtet og såret en du holder af. Anger er nødvendig for at få tilgivelse.

· Spil med åbne kort, men lad være med at blotte unødvendige detaljer.

· Giv tid. Det tager tid for din mand at omstille sig på et nyt verdensbillede.

· Sig hvad du gør og gør hvad du siger. Det opbygger den tabte tillid.

· Respektér hvis din mand har brug for at trække sig. Tag over i familien, så han kan få rum til at rase og sørge, tænke sig om og mærke efter.

· Gør dig bevidst, hvad utroskaben skal føre til for dig. Er du på vej ud af dit ægteskab? Savner du noget? Hvad repræsenterer denne anden mand?

· Hvad kan du lære om dig selv af det her?

· Vær tilgængelig, hvis han har brug for at snakke, skælde ud eller kramme.

· Stå ved dig selv og vid at det alene er dig, som kan skaffe dig det du har brug for. Og hvilke konsekvenser det kan have for dit parforhold.

Utroskab er for mange det ultimative svigt. I skal hver især beslutte jer for, hvor meget det skal ødelægge for jer. Husk I kan vælge at blive klogere og få et endnu bedre forhold med mere nærhed og ærlighed på den anden side af denne krise.

Har I brug for hjælp? Læs om parterapi hér.

· Vær åben og vid at de vrede ord er udtryk for svigt og ikke nødvendigvis nogle konstante følelser i din mand.

Related Articles

Responses

Skriv et svar til Søren Egstrup

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Annuller svar

  1. Det er min erfaring at de fleste mennesker siger – “sådan er jeg, og det kan der ikke laves om på” – men at turde kikke på sig selv, tage 100% ansvar, det kræver mod.

    Det kræver så yderligere mod at ændre på det som skaber disse følelser, som jo i bund og grund er alt den læring vi bevidst og ikke mindst ubevidst har taget til os.

    Søren

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.