Min fars prinsesse.

Min søster og jeg har altid været min fars prinsesser. Min far er meget udtryksfuld og malende i sine beskrivelser og derfor har jeg aldrig været i tvivl om hans kærlighed. Han har altid været god til at vise og fortælle mig, hvor meget han elskede mig. Hvilket på alle måder rigtig dejligt.

Det har også af og til også været en hindring for mig, med det billede af kærligheden, jeg har haft med mig. Jeg er gået ud i verden og har haft oplevelsen af, at være noget ganske særligt. Alle mennesker er noget særligt med deres helt unikke personlighed, ingen tvivl om det. Jeg har bare opdaget, at jeg, især i kærlighedsforhold, har haft en ubevidst forventning om, at blive lige så forgudet af mine kærester, som jeg blev det af min far.

Det er ikke det samme som at mine kærester ikke kan synes, at jeg er guddommelig dejlig, Guds gave til manden og helt igennem vidunderlig, for det skal de da helst synes. Det er en del af forelskelsens væsen. Ligesom jeg gerne vil synes det om dem. Det er den lidt umodne opfattelse af, hvad der er kærlighed, som er usund, fordi den skaber konflikter når vi har urealistiske omkring vores krav til den.

Jeg er nødt til at sande, at der aldrig er nogen, som kommer til at elske mig lige så højt, som min far gør. Han har jo lavet mig og fulgt sit værk hele mit liv. Har er af naturen kodet til at elske mig helt betingelsesløst uanset hvordan jeg opfører mig (sådan da).

Men sådan er det ikke med mænd på min egen alder. De har brug for en voksen kvinde, som kan møde dem som voksen og ikke med en barnlig forventning om, at blive elsket helt ubetinget. Sådan er sund kærlighed ikke.

Ikke desto mindre sker denne umodne forventning i parforhold hele tiden. Vi gør os følelsesmæssigt afhængige af, at vores partner skal gøre noget, for at vi kan blive lykkelige. Det kan være vi forventer at de skal se os, forstå os, opføre sig på en bestemt måde, for at vi oplever det som kærlighed. Men sådan er et voksent ligeværdigt parforhold ikke. Vi er nødt til at forholde os til virkeligheden og ikke til den illusion vi har om hvad kærlighed er.

Jeg er altså nødt til at se min mand, som det selvstændige menneske han er. Uanset hvor meget han holder af mig, hvor dejlig han synes jeg er, så falder han ikke død om, hvis jeg forlader ham. Desuden vil han gå gennem ild og vand for vores børn, det vil han ikke i samme grad for mig og det er fint sådan. Vores børn har brug for den slags kærlighed, det har jeg ikke. Jeg er voksen og skal tage vare på mig selv.

Det betyder at det ikke kan nytte noget, at jeg forventer han skal opdage, hvad det er jeg har brug for. Jeg skal ikke manipulere med ham, for at skaffe mig den der kærlighed, som jeg ikke behøver at bede om, men som flyder i en ubrudt strøm fra ham. Den findes ikke. Det nytter ikke at jeg sætter mig og ser ked ud af det i øjnene og så skal han opdage, at det er lige nu jeg trænger til et kram. At han går efter mig, når vi har haft et skænderi, for så ved jeg at han elsker mig og vil mig. Eller når han spørger hvordan jeg har det og jeg afviser ham, så skal han instinktivt vide, at han skal blive ved med at spørge ind, for så føles det som ægte kærlighed for mig. Jeg er ikke hans prinsesse. Det holder ikke og jeg ville slide os begge op, hvis ikke jeg havde opdaget, at jeg har den forventning med mig til kærligheden.

Kan du genkende problematikken med de høje forventninger til kærligheden? Læs mere om parterapi hér.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.