Din historie bestemmer hvem du er

Når klienter starter i terapi hos mig, så forklarer jeg dem altid, at terapi handler om at blive klogere på sig selv. At de ved at få en større forståelse for hvordan de er skruet sammen, vil de have nogle flere handlemuligheder, når livet presser dem.

Vi gør det vi har lært. Vi er formet af det liv vi har levet. Den familie vi er vokset op i, har præget os på godt og ondt. Den har givet os de værdier vi lever efter, og vi vil uværgerligt gentage det, selvom det miljø vi voksede op i, var koldt og afvisende. Selvom det ikke er det vi ønsker, så ligger det vi har lært tidligt i vores liv, så dybt i os, at vi bliver nødt til at træffe et aktivt valg, for at kunne gøre noget andet. Et valg som ikke blot træffes med hovedet, men også på en baggrund af en følelsesmæssig forståelse for ose selv og de vi hver især kommer fra. Så selvom vi er bevidste om at gøre noget andet og bedre end vores far og mor, så ligger mønstrene på rygraden. Enten spejler vi dem retvendt eller spejlvendt. Vi gør altså enten det samme eller det stikmodsatte.

Det er selvfølgelig lidt sort/hvidt sat op, så lad mig komme med et eksempel. Hvis jeg nu er vokset op med en far, som jeg skulle præstere overfor, for at blive elsket. Jeg havde lært, at jeg skulle yde og gøre mig fortjent til hans kærlighed. Jeg skulle være en artig pige, hjælpe min mor, få gode karakterer og være flittig og sød. Det er det jeg har lært, det var sådan jeg følte mig værdifuld i min primære familie. Når jeg så bevæger mig ud i livet som voksen, så vil jeg have den overbevisning med mig og derfor møde mænd (og kvinder) med troen på, at jeg skal opføre mig på en bestemt måde, for at blive elsket. Det er ikke noget jeg gør bevidst, det er ubevidst den måde jeg oplever verden og kærligheden på. Det er som et slags filter, som alt det jeg møder, bliver filtreret igennem.

Det er først når jeg bliver bevidst om, hvad jeg har med mig fra min barndom og mine forældre, at jeg bliver i stand til at gøre noget andet og bedre. Jeg skal ganske enkelt lære mig selv, at jeg er værd at elske for den jeg er, og ikke kun for det jeg gør. Det er ikke nok at forstå mit mønster med min fornuft, jeg skal have en følelsesmæssig forståelse. Jeg skal kunne huske hvordan det var at være en lille pige, som skulle være dygtig for at få kærlighed. Jeg skal mærke smerten, sorgen og svigtet fra mine forældre, før jeg kan give mig selv det, som jeg så brændende tror, at jeg skal have af en mand. Med andre ord, jeg skal elske mig selv med alt hvad jeg er, før jeg kan lukke op for kærligheden fra andre. Alt det der kommer før det er ikke kærlighed, det er afhængighed.

Det er i bund og grund meget enkelt, men det er ikke altid let. Derfor kommer folk i terapi.

Læs også: Hvis jeg var gift med din mand (eller kone for den sags skyld)