Hvis jeg elsker mig selv, hvad skal jeg så med et parforhold?

Jeg har fået en del mails med spørgsmål og kommentarer til mit sidste nyhedsbrev om at elske sig selv, som det vigtigste af alt. Hvis du også har undret dig over, hvad parforholdet overhovedet skal til for, hvis det er nok at elske sig selv, og ikke så vigtigt hvem man så er kæreste eller gift med, så læs med her.

Når vi vælger at leve sammen med et andet menneske, så er vi naturligvis afhængige af det menneske. At han opfører sig ordenligt (det meste af tiden), at hun er til at regne med. At han er din tillid værdig. At I deler op- og nedture. At I begge deltager og bidrager i forholdet og familien. At der er gensidig respekt, og at I begge yder en indsats for kærligheden. Det er, som skrevet ovenfor, en afhængighed. Forskellen på den afhængighed og den jeg beskrev i sidste nyhedsbrev er, at denne afhængighed er sund. Det er to voksne mennesker som vælger at leve tæt sammen eller stifte en familie og som derfor involverer sig i hinanden.

Det er en voksen og sund afhængighed, fordi ingen går til grunde, når der er udfordringer i forholdet eller hvis det  går i stykker. Ingen tager et brud personligt eller føler sig uelskelig og værdiløs fordi hun/han bliver forladt. Det er ikke et barns følelser i en voksen krop, som er på spil. Det er to voksne mennesker som vælger at leve sammen, selvom de i bund og grund ikke har brug for hinanden.

Det er forskellen. De har ikke brug for hinanden. De beriger hinanden, udvikler sig sammen og hver for sig, men de kan sagtens undvære hinanden. Det har de bare ikke lyst til. Derfor er de sammen.

Behov og grænser
Langt de fleste mennesker har en forestilling om, at deres partner skal opfylde deres behov. Gøre dem lykkelige. Give dem det de har brug for. Når jeg udfordrer denne forestilling om kærligheden, så bliver det ofte provokerende, og de bliver i tvivl om, hvad meningen så overhovedet er med kærligheden? Hvis vi kan og skal give os selv det hele. Hvis vi er ene ansvarlige for os selv og selv “vælger”, hvordan vi oplever, det den anden gør. Hvorfor så samværet?

Lidt populært kunne man sige at kærlighed er et add on til dit liv. Vi har ikke længere brug for hinanden praktisk, økonomisk eller religiøst. Ikke som i tidligere tider.
Derfor vælger vi selv parforholdet og kærligheden. Det er det dejlige og ofte også udfordrende flødeskum (med indlagte håndgranater) i det liv, som du selv er herre over. Du skaber selv din tilværelse på godt og ondt. Det du oplever i verden handler om dig selv. Hvis du tror verden er fuld af svigt, så vil det være det du oplever. Hvis du tror på at verden er fuld af kærlighed, så vil det være lige netop det du møder.

Vi beder selv om det
Det smarte ved os mennesker er, at vi søger dem, vi kan udvikle os sammen med. Man udvikler sig som bekendt ikke af medgang og rygklapperi, og derfor bliver vi til tiltrukket af og forelsker vi os i dem, som kan konfrontere os med os selv og vores historie. Deraf de i flødeskummet indlagte håndgranater.

Der er altså ingen fare for, at livet bliver nemt. Heller ikke selvom du søger ham eller hende som giver dig ret i alt og synes du er vidunderlig, selv når du slår en prut. Der vil du nemlig kede dig til døde og ende med at løbe skrigende bort.

Derfor skal vi parforholdet. Fordi vi ikke kan lade være og fordi det udfordrer os, stimulerer os og gør os klogere på os selv og fylder os op. Fordi kærlighed er vidunderlig. Fordi det at have et vidne på dit liv beriger det.
Det er bare livsvigtigt for kærligheden at du tager ansvar for dit eget “shit” og ikke tror det er din partner, som er ude på at genere dig eller med vilje ikke vil give dig det du har brug for og ønsker dig. Du skal kunne klare dig selv. Det er det der hedder at være voksen. Også følelsesmæssigt.

Alt det bedste til dig og den du elsker.

Det er det hele værd.

Læs også: Når kærligheden føles som en blodvabel

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.