Er du utro til julefrokosten?

Den er ikke til at komme uden om, den årlige julefrokost og hvis du er godt træt af at høre om julefrokoster og utroskab og synes overhovedet ikke det har noget med dig at gøre, så stå af her.

Vi er utro på alle tider af året, men der er noget med juleøl i ly af mørket, der får kolleger til at kysse i krogene og knalde i mødelokalet. Nogle mennesker synes endda det er mere legalt, når det foregår til julefrokosten.

Men hvad gør man, hvis man selv er faldet i eller ens partner jokker i spinaten? Det skal det handle om her.

De fleste af os er hængt op af hverdag, børn, job og Netto. Der går nemt hamsterhjul i voksenlivet og mere eller mindre bevidst savner vi spænding og passion og et liv uden ansvar, men med maksimal frihed. Uden at vi nødvendigvis har lyst til at bytte, hvis vi fik muligheden. Det er bare et savn af noget, der er svært at kombinere med terminer og skole/hjem samtaler.

Til julefrokosten går vi i gang med alkoholen ved tre tiden. Måske er ham den søde fra marketing med og du har taget selvsiddende strømper på. Bare fordi det får dig til at føle dig ekstra lækker. Du trænger til at skeje lidt ud. Give den gas. Være lidt vild efter et langt efterår med masser af arbejde og lidt flere konflikter derhjemme.

Klokken et ender du i et mødelokale med ham den søde og han er ikke bare god at snakke med. Han kysser også godt og det er dejligt og vildt og forbudt og…

Utroskab er ikke bare utroskab
For de fleste er der forskel på utroskab. Der er “smutteren” (som om sådan noget kan smutte) til den famaøse julefrokost. Der er det korte heftige forhold og der er det rigtig lange forhold, hvor parterne også har været følelsesmæssigt involveret. Og så alle variationerne over de tre.

Her beskæftiger jeg mig med det korte. Hvad gør I hvis det er sket?

Sådan gør I
For den utro vil det være fristende at holde sin mund og ikke sige noget. Det er sikkert også det nemmeste. På den korte bane. Det kan også sagtens være, at det hun ikke ved, har hun ikke ondt af.
Ikke destomindre har forholdet bedst af ærlighed. Jo mere du kan stå ved dig, også selvom det du er og gør sårer din partner, jo mere ærligt og ægte kan I leve sammen. Utroskaben vil for rigtig mange komme til at ligge som en sten i skoen mellem dem.

For den forsmåede part er den største udfordring ofte, ikke umiddelbart at reagere på de stærke følelser. Der vil være vrede og sårethed, som kan være overvældende. Det kan være en hjælp at have lidt afstand til partneren, så nervesystemet kan falde til ro. Det er vigtigt at vide, hvad der er foregået, men det er kun sårende at blive ved med at vælte rundt i detaljerne.

Tillid
Når tilliden i et forhold bliver brudt, skal den bygges op igen. Det tager tid. Og gennemsigtighed. Det betyder at den utro part skal stille sig til rådighed så det hele kan blivet alt igennem. Og igennem igen. Vær dog bevidst om at det ikke er alle detaljer, som man har lyst til at høre.

Tal sammen
Måske handlede utroskaben blot om et anfald af liderlighed. Måske handlede den om noget den utro savner hos sin partner. Måske var det noget den utro savner hos sig selv. Måske noget helt fjerde. Det vigtigste er at tale sammen. Så den forsmåede kan forstå hvorfor og hvad der er sket. Det kan være svært at svare på hvorfor, det vigtige er at I kan tale sammen. Hvis det er svært at tale sammen på en ordentlig og respektfuld måde, så få hjælp af en professionel.

Det tager tid, når der går skår i tilliden og kærligheden i et parforhold. Det gør ondt og det skaber vrede. Hvor meget det skal have lov til at ødelægge er op til jer. Som med alt andet i livet, er det hvad I gør det til. Utroskab kan også være starten på mere nærhed og ærlighed. Mere intimitet og mere kærlighed.

Pas på jer selv og på hinanden. Og pas især på børnene. De skal ikke høre voksen-snak. Slet ikke.

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.