Er det din skyld?

Kender du det, at når noget går galt, når du begår en fejl, har glemt noget, du havde lovet eller bare generelt jokker i spinaten, så føles det så ubehageligt, at du helt uden at tænke over det skyder skylden på en anden eller på en omstændighed? Du begynder at forklare. Det var fordi… Jamen jeg kan sgu da ikke når… Hvordan skulle jeg kunne vide at…

Når vi får skyldfølelse og når vi begår fejl, så er det nogen gange forbundet med så stort et ubehag, at vi ubevidst forsøger at undgå den ubehagelige følelse af skyld eller måske endda skam over vores fejl, at vi skyder skylden på en anden. Det er for tungt at bære skylden alene, så en anden må være med til at slæbe på det her ubehag. Det er ikke fordi vi er onde eller ikke vil hinanden det godt. Vi gør det helt automatisk og uden for vores bevidsthed. Simpelthen fordi det ikke er rart.

Det er altså ikke noget vi gør med vilje eller fordi vi generelt er uansvarlige. Vi gør det fordi det føles så ubehageligt inden i og det ubehag vil vi af med i en fart. Så vi skyder skylden på andre. Det var fordi Thomas han… eller på vores partner, for: Hvis bare du havde…

Vi lever derudover i et samfund og en kultur som er optaget af skyld. Den skyldige skal findes og straffes. Kan du huske da vores forældre, dengang vi var børn, skulle skille os søskende ad i en konflikt, så sagde de: Hvem startede? Der skulle altså findes en skyldig, som kunne få skældud. Eller: Hvem skød bolden ind og smadrede ruden? Hvem tog det sidste stykke kage uden at spørge?

Det samme hvis du smadrer lilletåen ind i en stoleben og så bander og sparker til den lortestol, som stod i vejen. Som om den var gået derhen for at genere dig. Det er stolens skyld.

Det er meget menneskeligt at lave den type undvigemanøvre fra skylden, men det er ikke særlig hensigtsmæssigt. Det giver anledning til konflikter og afstand i mange relationer. Fordi I begynder at diskutere hvis skyld det var. Hvis bare du havde gjort noget anderledes, så var det ikke sket…
Både mellem kærester og mellem forældre og børn og endda blandt kolleger. Fordi den som ikke har begået en fejl ikke vil have skylden: Det var ikke min skyld!

Dog er vi mennesker sådan indrettet at vi har brug for at dem vi er tæt på ”holder den hjemme”, tager ansvar og siger undskyld, når de sårede os, glemte en aftale, svigtede os eller trådte os over tæerne. Vi har brug for at vi kan regne med hinanden. At dem vi elsker eller skal samarbejde med er til at stole på. Uanset om det handler om de små ting i hverdagen eller om de store, vigtige og grundlæggende ting.

Vi har altså i vores relationer mere brug for at den anden tager ansvar for sine handlinger, end vi har brug for at det er nogen skyld.

Sådan gør du:
Så næste gang du opdager at du har begået en fejl. Har glemt noget. Har svigtet en aftale. Har slået noget i stykker eller overskredet en grænse og får lyst til at forklare eller skyde skylden på nogen eller noget uden for dig selv. Så sig undskyld. En helt ren uden-forklaring undskyldning.

Jeg tog fejl. Jeg glemte vores aftale. Jeg ødelagde den. Jeg glemte at ringe. Jeg…. Stå ved det. Tag ansvar. Vær voksen. Vi begår alle fejl, uanset hvor meget vi gør os umage. Det er helt menneskeligt og du er stadig helt ok og værd at elske.

Det er så meget lettere for dem du elsker at tilgive og lægge det bag sig, når du står ved dig og dine fejl. Når ikke du gør det, så ligger den lille mangel på ansvar som en sten i skoen og samler til bunke til næste gang.

Når du siger undskyld er der rene linjer i mellem jer og der er plads til at kærligheden kan flyde frit – uden sten i skoen.

En meget god lille reminder at tage med på sommerferie ikke? Hav nu den dejligste ferie. Du hører nok lidt fra mig i indbakken undervejs.