Father figure – og andre vigtige forbilleder
Min mand og jeg er begge skilsmisse børn og det betyder at vi har 4 sæt forældre og et utal af pap søskende og forældres nye og gamle kærester. Vi er altså ikke vokset op i en typisk 70´er kernefamilie, men har derimod haft mange vigtige voksne i vores barndom, som har præget os på forskellig vis undervejs.
Jeg hadede min mors nye mand, da jeg var en stor pige. Med barnets logik var han skyld i min fars og mors skilsmisse. De er sammen endnu han og min mor og jeg lærte med tiden at holde af ham – rigtig meget endda. Han hjalp mig med mine lektier i gymnasiet og da jeg var teenager skabte han sammen med min mor et trygt hjem med faste rammer, da jeg havde brug for det. Hans loyalitet lå ofte hos mig, når jeg havde konflikter med min mor og han repræsenterede end anden type faderfigur end min far. Han er stadig efter over 20 år gift med min mor og jeg ved, at jeg kan ringe til ham midt om natten og få hjælp til hvad det skal være. Han er en stor del af mit liv idag og deltager fuldstændig, som var han min far. Han har på mange måder suppleret min biologiske far, således at jeg har haft flere mandlige forbilleder i min opvækst. Selv nu, hvor jeg er voksen finder jeg mænd jeg ser op til og beundrer og som udvikler mig.
Jeg er netop blevet færdig med min Master i gestaltterapi og gennem hele min 5 ½ år lange uddannelse har jeg haft en mandlig lærer, som jeg er meget glad for. Han har lært mig at blive mere ansvarlig i mit liv. At tage mig selv alvorligt, at sætte grænser og at give udtryk for mine behov. Han har suppleret min far og min pap far med at udvikle endnu flere sider af mig, selv end de kunne støtte mig i.
Jeg blev for nylig interviewet til ”Woman” (i den udgave, der er på gaden nu) vedr. kvinders forhold til deres fædre og hvordan det påvirker deres valg af mænd senere i livet. Det blev under interviewet helt tydeligt for mig at jeg suger til mig af det jeg har brug for hos mænd. Jeg søger ganske enkelt dem, jeg kan lære noget om mig selv af.
Jeg vil derfor ønske for alle de stedfamilier, der findes rundt omkring at de fraskilte parter kunne glæde sig over, at deres børn får en ny dimension med hos mors ellers fars nye kæreste. Jo flere voksne mennesker vi som børn har i vores liv, som elsker os, jo flere facetter kan vi udvikle. Mors nye kæreste er måske praktisk anlagt og kan lære os at bruge en boremaskine og fars nye kone går meget op i krop og sundhed og kan derigennem give os den dimension med i livet.
Der er ingen tvivl om at stedfamilier som udgangspunkt er komplicerede, fordi der er så mange flere relationer at forholde sig til og fordi følelserne så let kommer i klemme. Ikke desto mindre er det også vigtigt at se at det nye, der kommer til oven i al smerten, er en gave, som kan give os endnu mere med på vejen. Så længe forholdet er kærlighedsfuldt er det godt, som det er. Også selvom det er besværligt.
Har du et emne eller en problematik, du gerne vil have gennem ”terapeut-maskineriet”, så send mig en mail (katrine@axholm.com) eller skriv en kommentar hér.
Jeg mistede min far for 1½ år siden efter en sej og langtrukken kamp mod kræft og hans angst for at dø.
Det groteske er, at jeg i virkeligheden mistede min far for mange, mange år siden efter en nådesløs skilsmisse.
Siden jeg var 7 har jeg jagtet min fars spøgelse – min egen forestilling om hvordan jeg synes han skulle være min rollemodel, sparringspartner. Én der havde valgt mig til (og ikke fra), én der elskede mig betingelsesløst og VAR der for mig.
Dertil nåede vi aldrig.
Hans sidste 10 leveår var fyldt med intens angst for at dø – og for at leve. De 10 år vi skulle have lært hinanden at kende som voksne, ligestillede mennesker fik hans krampagtige sorg lov til at gå forud alt andet – og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle hjælpe ham, eller lade ham hjælpe mig.
Det er så vildt, men det er først nu hvor han er væk, at jeg har fundet ud af at 25 års savn og længsel efter ham har været en kæmpe sorg i mit liv.
Jeg har endelig fået fred med at savne ham. Han er væk nu. Definitivt. Jeg kan ikke slås for ham mere, men skal leve mit eget liv.
Jeg er så taknemmelig over endelig at give mig selv lov til at savne ham!
Du rammer med dit indlæg ned midt i hjertekulen hos mig, fordi min sorgbearbejdning er i fuld proces. Jeg vræler som en baby over elendige Hollywood-film, hvor en far beskytter og favner sin datter – fordi jeg føler mig barnligt snydt. Og jeg måtte også lige synke et par gange da jeg læste med hér.
Men samtidig er jeg helt på det rene med, at jeg har valgt en mand der på mange måder minder om min far – i det ydre. Den altafgørende forskel handler om vedholdenhed og viljen til at slås for det gode. Jeg sender dagligt en stille tak afsted for at have en mand der VIL mig og det liv vi skaber.
Sjovt nok er han den far for vores datter som jeg altid ønskede at min far ville være for mig… 🙂
Du skaber jordskred hos mig når du skriver, Katrine – TAK for det!
Kære Trine,
Tak fordi du deler en del af din historie med din far her. Den berører mig meget. Fuck, hvor er vi, som børn af vores forældre, loyale og kæmper til det sidste, fordi vi har så meget brug for de forældre, til at lære os, hvordan vi skal være og ikke være.
Dit klarsyn omkring din mand og din far glæder mig og jeg kan forstå det har været en kamp at nå dertil. Du kan roligt være stolt af, at du er nået så langt. Du har valgt en mand, som kan give dig det du har brug for, frem for at gentage mønstret og vælge en mand, som ikke “vælger” dig – det er fandme STORT.
Jeg er også usigeligt glad for, at jeg kan rykke noget med det jeg skriver. Det er så vigtigt at vi kan give hinanden inspirationen og genkendelsen og jeg er mega ydmyg over at kunne bidrage dertil.
Held og lykke med det hele og TAK også til dig.
I found out at the age of 18 that my dad was not actually my DAD, I found out who my biological dad was and have written endless letters to him, because I would like to get to know him. One problem my mom is not to sure who is my dad, but she learns towards the man I never knew. As a parent myself I cannot understand how a parent does not want to meet his daughter. He has known about me since I was born and the dad I thought was my dad, i have never felt close to him, even before I knew. I have asked this man to do a blood test so we can be sure about who is my dad, but how do you force someone to do that. I am 36 now and I just want to know who my dad is..that is all also incase of an emergency. See i have a very rare blood type and the man i thought was my dad does not have that blood type nor does my mom. Only my daughter and myself. It is heart breaking, again i just want to know who my dad is, if he is not interrested in a relationship that is fine, but at least I will know…do you have any suggestions. jeg skriver pa engelsk da jeg bor i USA og er nemere at express my self..tak for hjalpen pa for hand….Camilla
Kære Camilla,
Jeg håber det er ok, jeg svarer på dansk, da det er nemmest for mig. Ellers skriv igen, så prøver jeg på engelsk.
Jeg forstår til fulde din frustration og at du har brug for et svar. Som mor må det også være helt uforståeligt for dig, at ingen vil påtage sig ansvaret for at være din far. Din far har sikkert sine grunde til at han ikke vil have kontakt med dig, måske får du aldrig af vide, hvad de er.
Du har vidst nu i mange år at den mand din mor har været sammen med i din opvækst, ikke var din far og det lader til du ikke kan få de svar du så gerne vil have. Jeg tror, du vil være bedst tjent med, at finde en fred inde i dig med, at du ikke kan få dine svar. Hav fokus på selv, at være mor og på de mænd du måske holder af nu, i dit voksenliv. Jeg ved det kan være svært, fordi vi som mennesker, så gerne vil kende vores ophav og vores historie, for at forstå hvem vi er. Din far har selvfølgelig givet dig en arvemasse med, som er en del af dig, men den mand du er vokset op med, har sat dit præg på dig fordi han var sammen med dig. Uanset hvordan du har det med ham nu.
Det er så følsomt et sted du har placeret dig, fordi du er afhængig af, at din far skal gøre noget bestemt, så du kan få svar. Det vil han ikke, så det eneste du kan gøre er at flytte dit fokus, på det du har og det du er.
Held og lykke med det hele og skriv endelig igen, hvis du har brug for mere.
Mange hilsner Katrine Axholm
Hej Katrine
Super blog 🙂 Et lille spørgende suk til denne del af bloggen:
Hvad så, hvis man er medlem af en familie, hvor begge forældre er kommet videre i deres liv efter en skilsmisse, og hverken far eller papfar føler noget videre ansvar for barnet/børnene af første ægteskab? Og mor har travlt med sit nye liv, og papmor helst vil slette mandens fortid? Så er man fanme på Herrens mark!
Lena
Kære Lena,
Ja, det kan lyde ensomt og forladt, hvis dine forældre har travlt med deres nye liv og ikke har tid til dig. Som barn kan du måske få glæde at dine bedsteforældre eller andre voksne, som kan give den omsorg du har brug for.
Nu ved jeg ikke, hvor gammel du er, men som voksen er vi nødt til selv at passe på det lille barn vi alle, hele livet, har inden i os.
Hvis din far ikke føler det store ansvar for dig, din mor har travlt med sit nye liv og du ville ønske de havde noget mere tid til dig, så er du nødt til, som voksen, at indse, at det har de ikke. Det vil de ikke.
Det betyder at du må give dig selv, det du har brug for. Det kan vi ikke, når vi er børn, men det bliver vi nødt til at gøre, når vi er voksne. Det lyder måske svært og uhåndgribeligt, men det er et alt for følsomt sted at sætte dig selv, hvis du gør dig afhængig af, at andre skal dække dine behov – især når ikke de gør det. Så vil det føles som hele tiden at løbe panden mod en mur og blive skuffet og såret.
At lære at passe på sig er en livs lang opgave og skåret helt ind til benet er du den enenste, der kan gøre det. Husk, du har altid dig selv, som du kan regne med.
Jeg håber, det jeg skriver er brugbart. Det er et kæmpe emne vi har fat i.
Held og lykke med dig.
Kære Katrine
Tak, og tak for et svar, som er absolut brugbart, fordi det er så sandt. Men som samtidig river i hjertet og er umuligt at forstå: Hvordan kan forældre smide deres børn ud med badevandet, fordi første ægteskab ikke lige fungerede? Hvorfor føler de ikke naturlig kærlighed og dermed ansvar?? Hvorfor er jeg ikke dét værd??
Jeg er nu voksen, 40 år, og essensen af dine ord har taget mig 25 år at forstå og acceptere (tilnærmelsesvis acceptere). Nu vil jeg bare hver eneste dag give mine børn alt det, jeg aldrig selv fik. Og de nyder det 😀
Man kan heldigvis godt bryde dårlige mønstre, hvis man arbejder fokuseret på at gøre det.
vh/ Lena Eriksen