Selvtillid – selvværd

Når jeg roser mine børn, så lærer jeg dem at få tillid til sig selv og til det de kan. De erfarer at de får feedback på det de gør og yder. De får min anerkendelse og det bliver måden de lærer sig selv at kende på. Budskabet bliver at når jeg yder, så bliver jeg set og anerkendt for det jeg gør. Det betyder senere i livet at jeg skal yde for at få anerkendelse, måske endda for at blive elsket. Der er ikke det fjerneste i vejen med at rose sine børn, det er heller ikke forkert, men der mangler noget.

Hvis jeg derimod er sammen med mine børn på en måde, hvor jeg ser dem og registrerer dem, for at være dem de er, så lærer de at de er noget, som dem de er. De kan opføre sig på den ene eller anden måde, det er ikke så vigtigt, for de behøver ikke gøre eller yde noget, for at blive set af mig. Jeg kan reagerer på noget de gør og signalere eller fortælle dem det er godt eller ikke er i orden, men jeg siger ikke indirekte til dem at de er dygtige/dumme fordi de er som de er. Men jeg kan kommunikere at det de gør er godt eller skidt, så de kan regulere deres adfærd næste gang. Det har ikke noget med dem som menneske at gøre, men referer til deres handling. De lærer at de ikke er forkerte, men at de skal ændre adfærd.

Den meget dygtige familieterapeut Jesper Juul giver i sin bog ”Dit kompetente Barn” et rigtig fint billede, som beskriver forskellen på at give sit barn selvtillid og selvværd. Lille Hans gynger på legepladsen og råber ”Se mig mor” mor siger ”Jamen, Hans hvor er du dygtig, som du gynger”. Hans lærer herved at han er dygtig fordi han gynger og hører han det tilstrækkelig mange gange oversætter han det i sit indre system til: Jeg skal gynge, for at være dygtig. Lille Lise gynger også og råber til sin mor ”Se mig mor” Lises mor svarer :”Ja, min skat jeg ser dig, hvor du gynger højt, det ser sjovt ud” Med den feedback får Lise sin livsvigtige registrering af sin mor. Når hun råber ”Se mig” er det nemlig lige præcis det hun beder om: At blive set. Hans derimod får måske også en registrering, da hans mor kigger, men han får oven i hatten en vurdering af det han gør. Lise får i bonus hjælp til at sætte ord på, hvordan det er at gynge, nemlig højt og sjovt. Hun lærer derved at give udtryk for, hvordan hun har det og det har vi rigtig meget brug for, også som voksne.

Det er selvfølgelig sat lidt hård op her, men budskabet er, at det at give sine børn selvtillid ikke kan stå alene. Det er nemlig sådan at har man selvtillid har man ikke nødvendigvis selvværd, for man har lært man skal yde, for at få noget igen. Det betyder så, at hvis ikke man yder, er man så noget i sig selv? Har man derimod selvværd, vil man også altid have selvtillid, fordi man har lært at kunne regne med sig selv. Man skal måske erkende, at der er noget man ikke kan, men det kan man gøre helt fredeligt, fordi man ved, at man er noget værd alligevel.

En anden vigtigt pointe er at man ikke kan blive tømrer medmindre man går i mesterlærer. På samme måde kan man ikke give sine børn selvværd, hvis man ikke selv har det. Det vil sige, at vil man give sine børn noget livsvigtigt med på vejen, så skal man sørge for at udvikle sit forhold til sig selv, så man kan være en god rollemodel. Det kan man da kalde flere fluer med et enkelt (og måske hårdt-bevares!) smæk!

Derfor giver det også rigtig god mening, når man indenfor familieterapien siger at den mest opdragende faktor for børn er forældrenes indbyrdes forhold. Vi er forbilleder (indtil vi (heldigvis) bliver forkastet i teenageårene) for vores børn. Vi lægger fundamentet til hvad kærlighed mellem to voksne er, på måden vi som forældre er sammen på. Det er et skræmmende stort ansvar i betragtning af, hvor tit vi opfører os som børn overfor hinanden i parforholdet. På den anden side trøster jeg mig indimellem med at de også har godt af at lære, at vi som voksne ikke altid har styr på det hele, men også kan være barnlige og urimelige. Så stiller de forhåbentlig ikke så høje krav til sig selv, som voksne, men får en dejlig smidig fejlmargen. Desuden skulle de jo gerne have selvværdet i orden og så ved de jo at det er menneskeligt at fejle.

Tags:
1 Comment
  • FruGosch
    Posted at 21:23h, 24 september Svar

    Jeg er så enig, og det er noget, der ligger mig meget nært. Jeg siger derfor tit: “Aj, hvor ser det sjovt ud!” Eller istedet for kun at sige: “Hvor er du blevet god til at læse!” så eksempelvis: “Hvor er det bare dejligt for dig, at du har nemmere ved at læse nu. Det er bare så sjovt at læse alle de historier hva?. Mor synes det er så hyggeligt, når vi læser sammen!”

    Jeg kan dog godt tage mig selv i at synes jeg er en tand for meget, når jeg siger: “Du drikker, du er bare tørstig hva!” Og: “Nej, hvor du hygger dig – du nyder rigtigt sådan og sådan….!” Og min dreng på knapt 9 siger nogle gange: “Hold nu op mor, stop nu!” osv, fordi han faktisk synes han bliver set lige lovlig meget. Nogle gange har han også brug for bare AT VÆRE. Og at være i fred. 😉 Og ikke hele tiden få sat ord på alting.

    Det er en balancegang, hvis man som du og jeg og mange andre er meget opmærksomme på det, at man så også nogle gange bare lader de der ungser VÆRE. I fred. Så de ikke føler sig som en del af en dokumentarfilm eller noget. 😀 De kan også føle sig lidt vurderede, hvis de hele tiden bliver kommenteret, selvom det er nok så positive og selv-understøttende kommentarer. Man kan godt sætte sig lidt ind i det, hvis man forestiller sig at være den, der bliver “italesat”, “hele tiden”.

    Det er nok noget af det vigtigste det med at give ens børn selvværd. Og det er rigtigt mange ting, der skal lykkes for at de får nok af det. Både det med at blive set. Men også det med at blive rummet. Når de viser deres dårlige sider. Lige der har jeg i hvert fald en “helligdag”. Jeg er selv opdraget til altid at “være god ved andre!” og det gentager jeg lidt med min store søn. Forlanger lidt for megen empati af ham, at han deler alt uselvisk osv. Og det er noget af det jeg arbejder på: At han godt må sige nej eksempelvis. Til en han ikke gider lege med. Eller til at låne noget ud. Han må godt sige fra og sætte grænser. DET er nemlig også vigtigt for selvværdet.

    Tak for lige at have sat en bunke tanker i gang hos mig 🙂

    kh Rikke

Post A Comment

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.