Den vigtige forskel på dig og ham – nyd den!

Kan du huske da du var ung og sprød og mødte din mand og I forelskede jer og tænkte at I skulle dele hele livet med hinanden? Dengang var det charmerende at han var en drømmer, der glemte tid og sted, når han så dig ind i øjnene. Det gjorde ikke noget at han kom lidt for sent til jeres aftaler, for så sad du bare under de blomstrende kirsebærtræer og tænkte på ham og glædede dig til han kom ræsende på sin gamle sorte politicykel. I kunne bruge nætter på at tale og kysse og han havde så meget klogt at sige og gjorde sig så mange tanker, vidste en masse om musik, om kærlighed og om alle de børn I skulle have sammen. Et helt fodboldhold mindst!

10 år og to børn senere er charmen måske falmet. Nu er det mega irriterende at du ikke kan tale til ham, når han læser avis, fordi han ikke hører efter. Det er belastende at du ikke kan regne med at han husker at købe brød med hjem fra arbejdet, selvom du har sendt ham en sms så sent som kl. 16. Du har styr på hjemmefronten og det er somom, at det faktum, at han tjener størstedelen af pengene til den fælles kasse ikke rigtig gælder mere. All right, han kan stadig tage dig om livet og kysse dig på den der måde, som giver dig gelé i knæene, men det er sgu lidt svært at nå at mærke, når der står et barn og tørrer sin snotnæse af i din kjole og kartoflerne er ved at koge over på komfuret.

Det er jo nemt for mig at skrive at du skal huske at nyde de der kys og lade kartofler være kartofler, når den følelse, der står først i køen hos dig er irritation. Det er nemlig umuligt at have det anderledes end man har det.

Derfor er balancegangen en kunst. Hvornår er det vigtigt for dig at tage de konflikter, der unægteligt er i dit forhold og hvornår er det tid for at sænke standarden for hvordan tingene skal køre, til glæde for alle i familien og ikke mindst dit parforhold. Hvornår er hans måde lige så god og gældende som din?

Indenfor gestaltterapien tror vi på, at vi ubevidst søger og forelsker os i dem, vi kan lære mest af, om os selv. Det betyder at vi bliver tiltrukket af dem, som ikke er som os, men som derimod kan lære os noget om de sider af os, som ikke er særlig veludviklede.

Når du forelsker dig i den romantiske drømmer er det fordi han ikke er så kontrolleret som dig og i forelskelsesfasen føler I jer fuldendte, fordi I komplimenterer hinanden. Som årene går bliver det en pestilens i et hård presset familie liv at han ikke holder så meget fast i rammerne, som du måske synes det er nødvendigt.

Problemet er at når I forsøger at lave hinanden om, har I ikke længere forskellen til at skabe elektriciteten imellem jer og I har ikke længere den givende læreproces, der ligger i at opdage, hvad det handler om hos dig, når der er sider af din mand du synes er mega irriterende. I går altså glip af alt det væsentlige og ligger i farezonen for at skabe jer et leverpostejs forhold, hvor I er mere venner (eller uvenner) end elskere.

Jeg kan ikke lære dig at elske ham, når han vasker cykelkransen i opvaskemaskinen eller smider sine underbukser 30 cm fra vasketøjskurven. Men jeg ønsker mig for dig og for jer at du kan elske ham, fordi han er anderledes end dig og derfor bidrager til noget andet, både i dit og i jeres fælles liv.

Er du enig? Send mig en kommentar her på bloggen og læs mere om hvad jeg ellers laver på www.axholm.com

Tags:
4 Comments
  • Julie - StressStories
    Posted at 22:22h, 01 marts Svar

    Jeg er enig! Og har heldigvis lært at sætte pris på hvor forskellige vi er. For hvor er det da fantastisk at være kvinde og vide at han sætter pris på at JEG netop bidrager til forholdet ved at skabe de trygge familie-hverdags-rammer. Fordi han ikke kan det. Til gengæld kan han være min klippe på en måde som jeg slet ikke kan være for ham. Vi skaber så meget værdi for hinanden, at det overskygger opvask, rengøring, indkøb, tid tilbragt ved computeren og tudeture.
    Vi er ganske vist kun 5 år “gamle” sammen, men den eneste grund til at tingene er som de er herhjemme, er at vi aktivt har valgt at snakke om de ting vi hver især bidrager med til hinanden. For hvis ikke jeg minder mig selv om, hvor mange af hans kanter der lige præcis passer ind i mine indhak og omvendt, så går det hele nemt op i hverdag, leverpostej og sex-hver-onsdag-kl.-20… Men tak for reminderen 🙂

    • Katrine Axholm
      Posted at 07:45h, 02 marts Svar

      JA tak Julie, det kan jeg lide at høre.
      Det er nemlig så dejligt at være kvinde og nyde at være det, fordi det gør vores mænd til så meget mere mand. Det bider sig selv i halen på den fede måde.
      Keep up the good work og rigtig meget held og lykke med ham også i fremtiden.
      Tak for din feedback. Kh Katrine

  • Dorte
    Posted at 08:51h, 03 marts Svar

    Ja, jeg er også enig 🙂 Men hvordan er det nu lige man gør? 😉
    Herhjemme har vi på det seneste haft nogle grimme sammenstød (og vi er lige præcis dér 10 år og 2 børn senere). Jeg er kommet frem til at noget af det handler om ikke at få sagt højt, hvor meget vi værdsætter det hinanden gør. Præcis som Julie skriver ovenfor… Så er det endt med at vi i en periode hver især har gået rundt og følt, at det vi bidrager med ikke har værdi for den anden, og så kan det godt blive svært at holde fast i, at det virkelig HAR værdi.
    Og så tror jeg også du har fat i noget vigtigt omkring at sænke standarden – for mig findes der intet mere befriende, end at give slip.
    Tak for en inspirerende blog.
    KH

    • Katrine Axholm
      Posted at 10:11h, 03 marts Svar

      Kære Dorte,
      ja, det kan være skide svært at værdsætte det den anden gør og er man ellers presset, så kan det godt føles somom man selv står med det hele. Egentlig skal man vel også starte et andet sted, nemlig hos sig selv. Se på om man gør alt det man kunne, for at få et godt forhold og det gælder både praktisk, åndeligt og følelsesmæssigt. Jeg er tror det er super vigtigt at vi ikke bare lader stå til, glemmer at gøre os lækre for hinanden, tager initiativet til at gå ud sammen, give den anden en omgang massage eller lytte til de genvodigheder ens partner har på jobbet, som man måske i virkeligheden synes er kedelige, men at man stiller op, fordi han har brug for at læsse af osv osv.
      Derudover har “voksentid” være mega vigtigt hos os. Jeg får spat, hvis jeg ikke ind imellem får alene-tid sammen med min mand, hvor vi kan tale sammen uden at blive afbrudt, kan gå i biffen, kysse og nusse eller sidde på en café i 3 timer og spille Backgammon. Når jeg har haft det, så kan jeg lidt familieliv igen. Her er det vigtigt at det er mit behov (ikke at han ikke også har det) og derfor må jeg tage initiativet og ikke vente på han gør det og så blive sur, hvis ikke han gør det – så kører den negative mølle.
      Glæder mig du finder inspiration i bloggen.
      Kh Katrine

Post A Comment

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.