Fat dit fokus kvinde – om at blive hjemme i egen have i parforholdet

Jeg får mange kommentarer på mine indlæg her på bloggen og jeg synes det er skønt at sætte gang i tankerne og helst også følelserne (man er vel gestaltterapeut) hos alle jer engagerede læsere derude. Tak for det!

Bortset fra mine indlæg om utroskab har jeg fået allerflest følelsesladede kommentarer til mit indlæg om offerrollen i parforholdet. Indlægget er bygget over en problematik i mit eget forhold og de fleste har haft et budskab om, at nu måtte min mand tage sig sammen og være mere med i det huslige herhjemme, at jeg burde give ham tilbage af samme skuffe og hvordan kunne jeg finde mig i sådanne et dovent svin osv.

Det er jo kun min mand og jeg, der ved hvordan vi rent faktisk fordeler sol og vind herhjemme, så jeg har hæftet mig ved een gennemgående ting i de indkomne kommentarer. Fokus har været på min mand eller på, hvad jeg burde gøre i min situation.

Det tror jeg desværre er rigtig sigende for, hvordan mange (især kvinder) opfatter deres parforhold. Disse kvinder forventer af deres partner, at han skal gøre noget andet end det han gør, for at de kan få det på en bestemt måde. Sagt på en anden måde: Du skal være en anden, før jeg kan elske dig. Det betyder at de ikke vil acceptere deres mands virkelighed, men have at han skal have samme virkelighed, som de selv har.

Mit fokus, både i mit arbejde og i mit private liv, ligger i langt højere grad på, hvad der sker med mig, hvordan jeg opfatter situationen og hvordan jeg tackler den, både bevidst og ubevidst. Når jeg fjerner min opmærksomhed fra min mand og fra det han gør eller netop ikke gør og derimod har fokus hjemme hos mig selv, så giver det mig en høj grad af frihed til at være mig og ham til at være sig. Jeg bruger altså ikke en masse krudt, på den umulige opgave det er, at lave ham om. På den led tager jeg ansvar for mit liv og velbefindende frem for at sætte mig i en sårbar situation, hvor jeg gør mig afhængig af, at han skal være på en bestem måde, for at jeg kan blive lykkelig. Det betyder ikke at der er dømt ren anarki herhjemme, slet ikke. Jeg vil til enhver tid forbeholde mig retten til at respondere på ham. Forskellen er at jeg (for det meste) gør det på en ansvarlig måde, hvilket vil sige at jeg er klar over, at når jeg reagerer på noget han gør, så handler det om mig (ellers ville jeg ikke reagere på det).

Det er altså ikke det livet udsætter mig for, som gør det svært. Det er måden jeg forvalter det på, som giver problemerne.

Taget fra mit eget liv og den omtalte situation fra vores morgener, så skal det store billede selvfølgelig være i orden og hvis det er det, så er det meget mere interessant for mig at se på, hvordan jeg tackler en ægteskabelig konflikt frem for, hvad min mand gør. Jeg kan ikke ændre ham, men jeg kan ændre min måde at se på ham eller jeg kan gå, hvis ikke jeg kan lide det jeg ser og igen vil det handle om mig og min måde at forvalte det jeg ser på og ikke så meget om, hvem han er og hvad han gør.

Mit budskab med det skrevne indlæg er altså: Bliv hjemme i din egen have, tal for dig selv og om dig selv (hvordan du har det, hvad du føler i en given situation) frem for at pege fingre. Forhold dig følelsesmæssigt til, hvad der sker i dig, frem for at have en mening om, hvorfor, hvordan eller hvornår din mand gør eller ikke gør noget. Kritik og brok er dræbende for nærheden i et forhold og det fører kun til uvenskab og afstand.

Jeg håber det giver sig selv, at det ikke handler om at æde den ene kamel efter den anden, for husfreden skyld, for det er slet ikke meningen. Jeg tager hjertens gerne en konflikt, hvis jeg er utilfreds og vil have noget ændret. Det handler derimod om at have og dermed også give hinanden en høj grad af frihed, til at være dem vi er, med alle de muligheder og begrænsninger vi har. På den måde kan vi udfolde os, som hele mennesker for hinanden og i et klarere lys se og mærke, om vi kan elske hinanden eller ej.

Når du tager dig af dig og din partner tager sig af sig, så er det så meget nemmere at være sammen, frem for at sovse rundt i hinandens måde at være på, som vi alligevel ikke kan lave om.

I øvrigt handler evnen til at elske i langt højere grad om at elske sig selv, men det er en mere terapeutisk snak, vi kan tage en anden gang. Go kærlighed og go weekend.

www.axholm.com

Tags:
8 Comments
  • Dorte
    Posted at 11:16h, 05 marts Svar

    Det er simpelthen bare spot on!
    Det at blive ved sig selv, at se på sig selv fremfor den anden giver SÅ meget personlig frihed – følelsesmæssig frihed fra bindingen til den anden. Tak fordi du lige mindede mig om det 🙂
    KH

  • Heidi
    Posted at 07:51h, 08 marts Svar

    Hej! Jeg kunne godt tænke mig at høre dit bud på, hvad man så gør, hvis man er den, som ens kæreste vil lave om på! I mit forhold er det altså ikke kvinden, som vil lave om på manden, men modsat. Og jeg kan tænke nok så meget over hvad jeg føler og blive hjemme i min egen have, men da kæresten slet ikke tænker i sådanne baner, så vil jeg konstant føle, at jeg ikke helt bliver respekteret, for den jeg er. Hvilket selvfølgelig fører til en del diskussioner og sure miner. KH Heidi

    • Katrine Axholm
      Posted at 08:30h, 08 marts Svar

      Kære Heidi, Ja, det kræver at man kan holde tungen lige i munden og et fast greb om sit selvværd, at leve med en partner, som kritiserer og vil lave en om. På sigt er det nedbrydende og det eneste du kan gøre er at være meget tydelig med dine grænser. Dvs. at du siger fra overfor din kæreste HVER gang han har travlt med, hvad du skal gøre anderledes, så det bliver klart for ham, hvor ofte han gør det og hvad det gør ved dig. Det er vigtigt du fortæller ham, at du bliver ked af det, vred, at du trækker dig og ikke har lyst til at være sammen med ham osv. således at han ved, at hans kritik har en konsekvens for nærheden i jeres forhold.
      Som terapeut bliver jeg også meget nysgerrig på, hvad der får dig til at forelske dig i en mand, som (i en eller anden udstrækning) vil have du skal være en anden end du er. Uden at kende dig tror jeg ikke det er tilfældigt og det kan du kun arbejde med i terapi (og ikke på skrift).
      Jeg ville ønske for dig at du følte dig berettiget til en mand, som respekterer dig for lige præcis den du er.
      Kh Katrine

  • Julie - StressStories
    Posted at 10:05h, 08 marts Svar

    Du har så evigt ret – er så glad for at have fundet din blog! Og dejligt med en reminder om at jeg liiige skal huske at kigge min selv efter i sømmene inden jeg begynder at projicere min trang til forandring og selvransagelse over på kæresten.

    I forhold til ligestillingsdebatten der jo flyder i dag, synes jeg faktisk også at den tankegang er meget relevant! Se mit indlæg om dette her http://stressstories.blogspot.com/2010/03/det-er-jo-lige-til-at-blive-stresset-af.html

  • Heidi
    Posted at 14:52h, 08 marts Svar

    Hej Katrine! Og tak for hurtig respons 🙂
    Det du skriver giver mig da stof til eftertanke… Hvorfor bliver man forelsket i en person som ikke respekterer én?! Tja, måske fordi det jo ikke er på alle områder, der kritiseres – hos os drejer det sig især om børneopdragelse og mad-vaner! Men det kan jo også fylde meget 🙂 Og så tænker man, at man godt kan stå ved sine meninger på de punkter! Men i virkeligheden indebærer det bare flere diskussioner i hverdagen. Tak fordi du med dine linier har givet mig lyst til at gå i dybden med problemstillingen og tage kampen op. Kh Heidi

  • Caroline
    Posted at 18:44h, 10 april Svar

    En lidt forsinket kommentar, men jeg har først lige opdaget din blog 🙂
    Åh den evige problematik i alt for mange forhold, også vores – jeg elsker min mand meget højt og vil aldrig undvære ham, så det er ikke en mulighed at forlade ham. Men hold nu op hvor vi skændes meget om huslige gøremål, føler mig som en kvinde fra 50’erne som klarer det meste hjemme, men samtidig har jeg lige et fuldtidsjob som jeg elsker og jeg vil IKKE på deltid. Og nej, jeg har ikke rengøringsvanvid, men vi skal jo have mad, der skal købes ind og rent tøj kommer ikke med posten. En hund og et barn på 1½ genererer en del hundehår, sand og krummer på gulvet (det sidste tager hunden sig dog af ), så støvsugeren skal altså frem en gang om ugen. Min mand syntes han hjælper meget til hvis han tømmer opvaskemaskinen en gang om ugen (den kører hver dag) og er helt uforstående overfor min kritik.
    Jeg kæmper for jeg vil have ham mere på banen og samtidig hader jeg mig selv når jeg er sur.
    Det er sgu ikke let! Og efter 14 år sammen, så er jeg bange for at tingene aldrig bliver bedre…
    Tror ikke jeg er den eneste som har det sådan her og det kan ikke være rigtigt at de mænd skal have lov til at køre så meget på frihjul – men hvordan vi får mere ligestilling hjemme har jeg ikke lige et svar på??
    Og de kvinder som dømmer andre – de har nok deres egne problemer, men dem glemmer man lidt hvis man kan få lov til at være lidt forarget på andres vejne 🙂

    • Katrine Axholm
      Posted at 16:50h, 11 april Svar

      Kære Caroline,
      Velkommen på bloggen og tak for din kommentar.
      Nej jeg synes ikke mænd skal have lov at køre på frihjul. Hvis ikke I er enige om, hvad der skal gøre og hvornår, så skal I vel have jer en generel snak om, hvordan I fordeler de nødvendige pligter. Hvis din mand vitterligt synes han har gjort en masse, når han har tømt opvaskemaskinen en gang om ugen, så har han da vist brug for et reality tjek og det kan du vel give ham gennem en samtale.
      Mit budskab med indlægget var at jeg tror på vi kommer længst med at holde af hinanden, som dem vi er, fremfor at bitche og brokke os, for det bliver vi ikke smukkere eller sjovere af og til sidst kan vi ikke holde os selv ud. Nogen gange tror jeg også vi har fokus på det forkerte, jeg glemmer ihvertfald tit at være min mand taknemmelig for at han gider tage på arbejde i 8-9 timer hver dag, så jeg kan have min frihed til det jeg holder af. Ved godt I begge arbejder, men mon ikke din mand bidrager med noget, du sætter pris på. Ellers er den da helt gal. Kort sagt: elsk ham for den han er, frefor at forsøge at lave ham om, det lykkes nemlig yderst sjældent. Alternativet er at gå og det vil du jo ikke vel?
      Håber det giver mening. Kh Katrine

  • Caroline
    Posted at 18:31h, 13 april Svar

    Tak for dit svar og din blog den giver god inspiration, læste også et af dine andre indlæg (den med pikken i ryggen) og du rammer godt nok plet 🙂 Dt må være dejligt at nå til en indre ro, hvor man affinder sig med hverdagen, og ville aldrig drømme om at brokke mig hvis jeg gik hjemme og min mand gik på arbejde (som da jeg var på barsel).
    Men der går lidt rødstrømpe i mig når vi taler om det huslige. For ingen af os kan li’ at lave arbejdet (altså nogle kan, men de hører vist til et mindretal), men det skal jo gøres. Og hvorfor er det i de fleste små hjem stadig kvinden som hænger på langt de fleste opgaver, samtidig med at vi snakker kvoter i bestyrelser og at der snart bliver mangel på mandlige akademikere og topfolk fordi kvinderne klarer sig bedre i uddannelsessystemet???
    Jeg vil ikke gå fra min mand, fordi han har så mange mange gode og kærlige sider og jeg elsker ham højt. Jeg truer aldrig med at gå, for er ordene først sagt så vil de altid nage, også selvom de “kun” blev brugt som trussel. Men selv om jeg elsker ham højt, vil jeg stadig forlange at han tager sin del af slæbet og jeg mener ikke at det kan komme i kategorien at lave om på folk!
    Caroline

Post A Comment

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.