Hvad er et parforhold egentlig for noget?

Det kan måske lykkes dig at holde facaden på jobbet og hvis dine forældre bliver for meget til familiefrokosten kan du køre hjem. I dit parforhold derimod er det nærmest uundgåeligt, at I ind imellem viser jer som dem I er, på godt og ondt. Det er et faktum, som gør parforholdet så dejligt og samtidig så benhårdt. Det er nemlig lige præcis hér, I har mulighed for at udvikle jer som mennesker. Det er i den nære relation vi lærer mest om hvem vi er.

Vil man et parforhold for livet, skal kærligheden overleve sygdom, arbejdsløshed, hverdagstrummerum, trivialitet, kedsomhed, utroskab, børnefødsler, svigerfamilier og alt, hvad livet ellers måtte byde en og den, man elsker. Det betyder, at et parforhold er et overordentlig ambitiøst projekt, der kræver utrættelig justering. Er du klar til det og ved du hvordan?

Med en justering af parforholdet mener jeg, at I begge jævnligt skal forholde sig til de ændringer livet udsætter jeres forhold for. Det betyder altså det modsatte af, at lade stå til og regne med at din mand nok ændrer sig, hvis bare du bliver ved med at fortælle ham, hvad han gør forkert.

Som en klog kvinde engang sagde til mig: De sider af din mand, som du synes var rasende spændende i begyndelsen af forholdet, kan vokse sig til uoverskuelige forhindringer og irritationsmomenter som årene går. Med andre ord: chancen for, at din mand som ved et trylleslag smider sit snavsetøj i vaskekurven, uden opfordring tager initiativ til, at børnene skal i bad en ganske almindelig onsdag eller over night udvikler sig til en smørtenor, der fylder din seng med rosenblade, når han ellers er den mere pragmatiske type, må siges at være uendelig lille.

Kunsten er jo så at lære at leve lykkeligt med jeres forskelligheder. Der er en grund til du forelskede dig i ham i tidernes morgen og det er fordi det netop er forskelligheden, der er den interessante. Dyrk den!

I den kristne vielse bliver to til eet og vi har dermed sat hinanden på en uløselig opgave. Det er helt umuligt for to mennesker at smelte sammen, altid være sammen og synes det samme (og dødssygt oven i købet).

Vi glemmer at det, der er anderledes end os selv, er det vi forelskede os i. Det er forskelligheden, der skaber mødet, kontakten og gnisten mellem to mennesker. Derfor går det ikke at du efter vielsesritualet i kirken bruger et helt ægteskab på at få din mand til at fatte, at din måde er den rigtige. Det vil aldrig lykkes og hvis det gør, så mister du både respekten for ham og lysten til ham.

Når nu forskelligheden er så uomtvistelig handler justeringen af parforholdet om jævnligt at tage en snak om, hvordan I har det i forholdet. Uanset om forelskelsen fylder hele universet, om hverdagen er fyldt op med børn, arbejde og madpakker eller med pensions livets glæder på golfbanen og i bridgeklubben, så skal der løbende justeres. Hver gang der sker en ændring i forholdet, såsom en børnefødsel, et jobskifte, I skal flytte, der er dødsfald i nærmeste familie eller lignende, så skal forholdet justeres. I skal simpelthen tale igennem hvad der sker for jer hver især i forholdet både praktisk og følelsesmæssigt.

Når du i en sådan justerings-snak formulerer, hvordan du har det, skal det vel at mærke ikke være på en ”jeg er dødtræt af, at dine sokker flyder overalt” eller ”du kommer altid for sent, kan jeg overhovedet regne med dig?” – agtig måde. En konstruktiv dialog vil til enhver tid kræve, at I begge taler FOR jer selv og OM jer selv.

Et eksempel kan være: ”Nu kommer du for sent for anden gang i denne uge, og jeg har stået og ventet på dig. Når det sker, bliver jeg vred og ked af det. Jeg føler mig ikke respekteret”. Kort sagt handler det om at tale om sig selv frem for at tale om den anden. Hvis sætningen ovenfor eks. hed: ”Nu kommer du som sædvanlig for sent, jeg kan overhovedet ikke regne med dig, du respekterer mig ikke” så håber jeg, at du kan høre forskellen og at du kan mærke, hvor meget nemmere det er at forholde sig til, hvordan din partner har det, frem for at skulle forholde sig til kritik af sin egen måde at være på.

Justering betyder altså løbende at tage temperaturen på forholdet på en måde, så du taler ud fra dit følelsesliv om, hvad der sker med dig i forholdet.

I vores kultur har vi ikke tradition for at tale om rammerne og indholdet i et parforhold. Vi tror, at vi på forhånd er enige om hvad kærlighed er og hvordan et parforhold skal se ud. Vi bliver slemt skuffede, for to individer giver mindst to holdninger, og derfor er vi nødt til at have en løbende dialog om, hvordan parforholdet skal være.

Rammen i forholdet består af fornuft såsom: hvor skal vi bo, hvor mange børn skal vi have, hvordan skal vores hverdag helt praktisk være indrettet og lignende. Indholdet i forholdet handler om det følelsesmæssige – nemlig hvordan I ønsker jer at forholdet skal være og hvordan I behandler hinanden. Hvad vil det sige at vise kærlighed og ømhed, hvordan skal jeres sexliv være og meget mere. Man kan kalde det den følelsesmæssige kultur i forholdet. Måske er I grundlæggende uenige om hvad det er for et parforhold, I gerne vil have og hvilket liv I gerne vil leve, så er det jo ikke så sært, at I har svært ved at mødes og få et fællesskab.

Hvis I fra begyndelsen af parforholdet er gode til, at give udtryk for jeres behov og få talt om det som sker i forholdet, så er I meget bedre rustet til at se om det forhold er noget for jer, før I slider hinanden til sokkeholderne med destruktive konflikter om forskellen på jer og hvis virkelighed, der er mest gældende.

Vil du vide mere. Deltag i min workshop Det Levende Parforhold

Related Articles

Responses

Skriv et svar til Ann Sophie Friis

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Annuller svar

  1. ….jeg så forleden en ellers rimeligt tvivlsom parfoldsfilm, men en sætning slog mig som værende ret rigtig. Kærlighed er, når din partner får dig til at være den bedste version af dig selv.

    1. Kære Helle,
      Ja det er jo en meget sød og romantisk måde at uddeligere ansvar på, men jeg tror ikke på det.
      Jeg tror derimod på at jeg og jeg alene er ansvarlig for hvilken udgave af mig selv jeg gerne vil være. Det interessante i parforholdet er jo netop at vi ubevidst søger at udvikle og hele os og det gør vi tit at en slidsom og ikke særlig flatterende vej. I forelskesesfasen, hvor vi kniber ballerne sammen og kun er søde, sjove, charmerende og hårfri kan det måske lykkes, men når forholdet kører og hverdagen melder sig, så har vi kun os selv at takke for, hvordan vi forvalter os selv.
      Er ellers vild med parforholdsfilm au generelle, hvilken var det?
      Kh Katrine

  2. Du skriver om vielsesritualet og det er nemlig meget interessant! Hvad er det nu lige det siger: “Og derfor skal en mand forlade din far og mor”. Værd at dvæle lidt ved.
    Første pointe er, at det ikke er kvinden der forlader sin far og mor. Det er manden! Det er ment rent åndeligt at en dreng først bliver til en mand, i det øjeblik at han slipper sine forældre og knytter sig (åndelig) til en kvinde. Det er ikke kvinden der gør ham til en mand men det faktum, at han giver slip på faderen og moderen og står i sig selv uden binding. Det giver svigermoderprobelematikken en helt ny drejning 😉 Hvad så med pigen og kvinden i vielsesritualet? Her er det helt anderledes. Hun må egentlig godt forblive knyttet til sine far og mor – der er åbenbart ikke behov for samme seperation. En pige bliver til kvinde i det øjeblik hun knytter sig til sin mand – både åndeligt og fysisk. Det er her hun tager det afgørende skridt og egentlig er der tale om en form for underkastelse. Ikke i negativ forstand, men fordi hun er den med overskudet: mentalt, åndeligt og fysisk. Vi ved, at kvinden skal være den givende, den rummelige og den passive. Det er vores udfordring og achielleshæl i det moderne samfund men også en stor, stor gave at kunne give sig selv og andre.
    Kh Ann Sophie

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.