Er din mand konfliktsky – eller er du selv?

En mandlig blogger (som jeg desværre ikke kan huske navnet på) skrev engang de vise ord: Min kone synes, jeg er konfliktsky, fordi jeg ikke hører hende til ende, når hun kritiserer mig. Det ironiske udsagn kunne mange kvinder tage ved lære af. Måske kender du det fra dig selv:

· det er ikke meningen, du vil kritisere ham, men han må da kunne forstå det er mega irriterende når han…

· børnenes tøj passer overhovedet ikke sammen, altså rød og lilla er bare ikke en fed farvekombination

· vi bruger altså kun økologisk mælk og æg fra frie høns og kød fra glade grise her i huset

· gider du ikke godt støvsuge helt ind under sofaen, når nu du har støvsugeren fremme?

· jeg er altså møg træt af, at du altid skal sidde med avisen, når vi har spist aftensmad

· jeg kunne godt bruge noget ”hjælp” i køkkenet, når nu jeg også står med opvasken

Kritikken vil ingen ende tage, og du kan gang på gang konstatere, at du ikke får det du ønsker dig. Vil du gerne gøre noget andet?

Jeg ved ikke hvad der går af alt for mange kvinder i min generation, men der er gået noget galt i den kollektive opdragelse.

· Hvordan kan det være, at I tror at mænd skal kritiseres til at gøre, som I synes?

· Hvordan kan det være, at I tror I ved mere om opdragelse, rengøring, indretning og madlavning end jeres ægtemænd?

· Hvem har givet jer retten til at opføre jer som bedrevidende bitches?

· Hvorfor tror I at ligestillingen handler om at fordele alle opgaver i hjemmet efter mikrogram?

· Hvorfor tror du, at hvis bare du starter en sætning med ”Jeg føler…” så må du gerne kritisere?

· Hvad får dig til at tro, det kun er din mand, der er noget “i vejen” med?

Kan du genkende dig selv eller er det lige omvendt hjemme hos dig?

De fleste mænd i denne verden ønsker sig en glad kone, som elsker og værdsætter dem, som de er. Med fare for at generalisere, så tror jeg at mænd stiller færre krav til det fælles ægteskabelige liv end kvinder. Lidt groft sagt, så er intet nyt lig med godt nyt og hvis bare Lillemor og børnene er glade, så er Lillefar også glad. Mange kvinder derimod vil gerne være sammen sammen, når der er tid til det. Det skal være kvalitetstid, hvor der bliver snakket eller kigget på kunst eller spist ude eller med en kæreste tur til Rom. Mænd derimod synes det er fint at sidde med hver sin pc eller at se film sammen eller lave havearbejde. At være i samme rum er at være sammen for mange mænd.

Problemet er, når kvinder mener, de har mere ret end mænd og vil sætte standarden for, hvad der er fælles tid, og det gør de så ved at kritisere ham.

Så mænd er altså ikke konfliktsky, de synes bare ikke det er fedt at blive kritiseret. De føler sig forkerte og utilstrækkelige, og derfor lukker de ørerne og trækker sig væk, for at passe på sig selv. Så hvis du vil holde dig målet for øje, og have din mand lidt mere på banen, så skal der andre boller på suppen.

Jeg kan umiddelbart komme på to oplagte muligheder for ændring af strategien:

1. I skal have jer en generel snak om hvordan jeres fælles liv skal være. Vær opmærksom på at I begge gør det I er gode til. Hvis nu du er hende der bedst får fællesskabet til at glide, så brug dog dit krudt på det i stedet for at brokke dig over, at det altid er dig, som gør det. Din mand kan jo så passende gøre det han er bedst til uanset om det handler om at klippe hæk, hænge billeder op eller læse godnathistorie for ungerne.

Hvordan synes du selv, det går hjemme hos jer?

2. Der skal skrues op for rummeligheden. Ingen af jer kan holde til at være i ægteskab med evindelig kritik og konflikter. Jo mere du maser på, jo mere vil han trække sig og det får I altså hverken mere nærhed og intimitet eller et lækkert sexliv ud af.

På en måde kan man vel sige at I skal kigge på hinanden med nye og friske øje og for alvor tage stilling til om I vil leve sammen. Når I har besluttet jer for at blive hvor I er, then back the fuck up og giv hver især plads til at I kan være dem I er.

Faktum er at ingen af jer vil ændre sig markant, men der er masser at gøre, så I bliver bedre til at håndtere, hvem I er og jeg skal lige love jer for at der er hjælp at hente.

Læs også: Derfor skal i skændes

1 Comment
  • Helle
    Posted at 10:00h, 06 december Svar

    Interessant emne dér! Den direkte kritik er til at tage og føle på og forholde sig til – langt værre er det efter min mening med den inddirekte, godt skjulte, som du selv nævner i 3. eksempel. Evnen til at kritisere andre ved at fremhæve noget ved sig selv…pisseanstrengende, når man først bliver opmærksom på det i en anden, fordi det sker så subtilt, men man sidder med en ubestemmelig fornemmelse i maven efterfølgende. Også farlig, fordi dem der udøver den ofte ikke selv er sig bevidste om det …
    Glæder mig til at følge med!
    Helle

Post A Comment

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.