Mig og min søster

Jeg har en søster, en lillesøster vel at mærke og det er så med streg under lille. Altså hun er lige så høj som jeg og 36 år gammel, er gift og har to børn og en tredje på vej, men for mig er hun lille søster. Når jeg hører om nogen, som er født efter 1974, så kan jeg ikke helt forstå at de er flyttet hjemmefra, for de er jo yngre end min lillesøster.

Netop fordi jeg har denne her streg under lille, så føler jeg mig åbenbart også berettiget til at være sådan lidt ekstra-mor for hende. Jeg synes hun skal kende min mening om ”af mig valgte” områder af hendes liv og hun har sgu at høre efter, for min mening tæller. Altså jeg er jo storesøster, så jeg tager aldrig fejl. Det er min fødselsret.

Jeg tror faktisk at vores mor, i højere grad end jeg har fattet, at min søster er blevet voksen og ligesom ikke har helt brug for hverken hende eller mig i samme grad (som hun måske heller ikke havde) da hun var yngre. Vores mor passer gerne børn og hjælper til, men jeg tror hun (modsat mig) for længst har opgivet at forsøge at overbevise min søster om noget.

Jeg mener: Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at min søster elsker mig og gerne af og til søger råd hos mig, men jeg bliver optaget af, hvor meget vigtigere min relation til min søster er for mig, end den er for hende. Jeg gør jo mig selv så uundværlig og værdifuld (altså i mine egne øjne forstås) med alt det jeg synes jeg vil bidrage med i hendes liv.

Da vi var børn var jeg selvfølgelig af den opfattelse, at min søster var sat i verden, for at genere mig personligt. Det var faktisk hendes opgave her i livet. Altså undtagen, når jeg legede butik eller posthus og havde brug for kunder. Eller når vi tilbragte samtlige 7 lange sommerferieuger hos vores bedsteforældre på Lolland og nyhedsværdien af roe indsamlingen dalede, som tiden gik. Så var det fedt at have en og lege restaurant med, hvor vi tilberedte sukkerroe i utallige variationer i vores mudderkøkken, hoppede fra høloftet eller cyklede på tandem. Then she came in handy!

Jeg var selvfølgelig også helt vildt overbeskyttende overfor hende i skolen. Lige så røv irriterende hun kunne være lige så meget passede jeg på hende, så ingen andre (end jeg) kunne krumme et hår på hendes hoved. Hvis nogen sagde noget til min søster, så kunne de få nogle bank. Når hun kom til skade i skolen, så smed jeg den røde Baywatch taske over skulderen og spurtede til undsætning. To the sister´s rescue!

Samtidig var der også en uudtalt konkurrence mellem os. Når jeg som barn blev vred eller skældte ud, så råbte hun: Moooaar Katrine driller! Jeg havde ikke en chance, for jeg var jo den store. Vi er også forskellige af natur, så når vi hver fik et glas Nutella vi kunne herske over, så var mit glas tømt på to dage og min søster havde nærmest ikke taget hul på sit. Jeg var jo langt fra mæt af Nutella og tænkte at det opdagede hun aldrig, hvis jeg lige tog lidt, og så lidt til og så…. opdagede hun det selvfølgelig og jeg lå på mine grædende knæ og tiggede og bad om ikke hun sladrede til mor. Hun havde mig i sin hule hånd i de dage, ingen tvivl om det.

I dag bor vi få kilometer fra hinanden og taler sammen mindst en gang om ugen og passer hinandens børn. Jeg holder uendelig meget af hende og hun kan vel stadig sno mig om sin lillefinger, hvis hun skulle få brug for det.

Vi deler vores liv med hinanden, sådan på venindemåden og så alligevel ikke, for vi har en pagt hun og jeg, en søster-pagt.

Jeg er hende nemlig allermest taknemmelig for, er at hun er mit vidne på min barndom. Der er ingen ,jeg kan himmelvende øjne med eller snakke om den gang vores forældre blev skilt, og vi havde oplevelsen af at der ikke var nogen andre vi kunne regne med end med hinanden. Hun kender mig som ingen gør, for hun har været der hele vejen og jeg er så glad for at hun er i mit liv.

Tags:
No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.