Du respekterer mig ikke!

Hun: “Jeg har spurgt dig så mange gange, om ikke godt du vil lade være med at spise chips i sofaen, ikke at stille dine sko alle vegne, men derimod på sko hylden og huske at tage skraldet med ned, når du går om morgenen”

Han: “Og jeg har sagt til dig en million gange at jeg nok skal gøre det, når jeg husker det, hvorfor er du efter mig hele tiden, det er sgu da ikke så vigtigt”

Hun: “Jamen det er vigtigt for mig, hvorfor kan du ikke forstå det. Du er pisse ligeglad med mig, du gør bare hvad der passer dig”

Han: “Jeg er ikke en skid ligeglad med dig, men det bliver jeg fandme, når du kritiserer mig hele tiden”

Her afbrød jeg dem, for det er sjældent at mine klienter får lov til at sidde og skændes i længere tid af gangen. Det gør de så rigeligt af derhjemme og det bringer dem ingen vegne. Min opgave i parterapien er at gennemskue og få fornemmelse af, hvad der foregår under alle ordene. Ligesom man inden for familieterapien siger at børn skal oversættes, så er det en af mine opgaver at “oversætte” det der bliver sagt i parterapien. På den måde kan de to få større følelsesmæssig forståelse for sig selv og for hinanden. Med forståelsen får de klarhed og er derfor bedre rustet til at træffe de valg, der skal træffes. Det er altså også en måde de kan mærke deres behov og deres grænser på.

Når parret taler sammen hos mig, får jeg rigtig mange informationer om, hvad der foregår i dem. Følelser, fornemmelser og billeder som de med stor sandsynlighed ikke har opdaget og forstået selv, men som vækker genkendelse, når de får sat ord på. Og ordene og følelserne er deres nye vej til et andet og bedre sted.

I ovennævnte dialog er det helt tydeligt at kvinden ikke føler sig respekteret. Når hendes mand ikke vil tage de praktiske hensyn, som er vigtige for hende, så oplever hun det som en respektløs gestus. Faktum er at det at han ikke tager hendes ønsker alvorligt ingenting har med respektløshed at gøre. Det er så at sige hendes “oversættelse” af hans handlinger. Kvinden synes selv hun gør meget af hensyn til sin mand, det er en måde at vise sin kærlighed på. Når han så ikke gør det samme for hende, bliver hun frustreret og vred og føler sig til sidst ikke respekteret. Men det er mere hendes egen historie (som med stor sandsynlighed handler om en gammel oplevelse af ikke at blive respekteret, værdsat eller at have værdi) end med hans handlinger at gøre.

I hans tilfælde er der tale om en “Rasmus-modsat” mekanisme. Han føler sig trængt op i en krog og utilstrækkelig, fordi hun, i hans øjne, hele tiden overvåger ham. Ubevidst “glemmer” han så at tage hensynet til hende og bliver lidt teenageagtig på hælene, for at hun skal lade ham være i fred. Det uhensigtsmæssige er at det optrapper konflikten og bliver starten på en ond og opslidende cirkel.

Det vigtigste i parterapien er at de opdager, hvad de gør. Hun skal opdage at det at tage hensyn til hinanden er en del af kærlighedens væsen, men ikke HELE kærlighedens væsen og at hendes mand elsker hende selvom han glemmer skraldespanden. Også gang nr. 100. Hun skal lære at der er mange måder at modtage kærlighed på og at det er alt for sårbart, når hun gør sig afhængig af at hendes mand skal vise sin kærlighed på en helt særlig måde, for at hun føler sig elsket. Hun gør sig for afhængig af ham og skal flytte sit fokus hjem hos sig selv.

Han skal lære at sætte grænser på en mere hensigtsmæssig måde og droppe den ubevidste indre teenager, der gør oprør mod en for dominerende “mor”. Når han føler sig kritiseret af sin kone skal han fortælle hende det, så han kan skabe sig plads til at være den han er. Kun på den måde vil han igen af sig selv, helt frivilligt, få lyst til at gå ned med skraldespanden, for at vise hende sin kærlighed på en måde, som han ved tæller for hende. Indtil videre har han brugt alt sit krudt på at holde sin kone på afstand for ikke at føle sig kritiseret.

Der er flere aspekter i det ovennævnte pars problematikker og dem får du en anden gang.

Vil du lære at tage mere ansvar for din del af konflikterne hjemme hos dig? Meld dig til min en-dags workshop for kvinder lørdag den 3. december kl. 10-16 i Hørsholm. Meld dig til hér.

Læs meget mere om hvad du og dit parforhold kan få ud af workshoppen hér.

 

 

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.