Mettes historie

Mette og hendes mand Carsten startede i parterapi fordi Mette var i tvivl om de skulle fortsætte forholdet. Hun kunne ikke mærke kærligheden til Carsten, følte sig følelsesløs og synes ikke de havde noget liv sammen. De havde to drenge sammen og hverdagen med dem og alt det andet praktiske kørte fint. Men Mette var i tvivl om hun stadig elskede Carsten. Hun savnede at de talte sammen, hun følte ingen glæde ved ham og havde det nærmest som om det var lige meget om hun var der eller ej.

I parterapien viste det sig at Mette og Carsten ikke var vant til at sætte ord på det, som rørte sig i dem. De talte om praktik og arbejde og om deres respektive familier, men de talte sjældent om deres følelser for hinanden. De opdagede at de levede ud fra et misforstået hensyn til den anden og at de begge var bange for at såre hinanden, at forstyrre eller ”male fanden på væggen” ved at lukke op for følelserne. Hverken Mette eller Carsten havde i deres barndomshjem lært at fortælle om deres indre liv og derfor kunne ingen af dem vise den anden hvordan.

Gennem parterapien lærte de at sætte tid af til et ”parforholds-tjek”. De satte sig simpelthen ned og lærte at tale sammen om, hvordan de havde det, hvad de savnede hos hinanden og hvad de var glade for. Det deres far og mor ikke havde lært dem, lærte de nu sig selv. På den måde kunne de genfinde intimiteten og dermed mærke kærligheden til hinanden igen.

Mette startede også et forløb i terapi alene. Hun opdagede at mange af de problemer, som hun troede handlede om hendes parforhold i bund og handlede om den måde hun havde det med sig selv. Mette var vokset op i en familie, hvor hendes søskende fyldte rigtig meget. Hun havde derfor en gammel opfattelse fra sin barndom af, at der ikke var plads til hende. Når livet blev svært og udfordrende for hende, faldt det hende derfor mere naturligt at  trække sig ind i sig selv, end at række hånden ud og bede om hjælp eller give udtryk for sine behov og sætte sine grænser. På den måde blev hun derfor også mere og mere ensom. Carsten kunne jo ikke gætte hendes behov eller grænser og derfor gled de fra hinanden. Mette opdagede at hun havde gjort sig afhængig af at Carsten og at det i bund og grund kun var hende, som kunne give sig selv det, hun havde brug for.

Efter nogle gange i terapi tilmeldte Mette sig workshoppen Boost din Kærlighed og her er hvad hun skrev efter forløbet.

Kære Katrine og Charlotte

Tak for en rigtig god workshop.

Her er lidt af, hvad jeg tog med mig.

Kombinationen af terapi og yoga er suveræn for sådan en som mig, der i lang tid ikke har kunnet tage glædesfølelserne ind, men har dvælet ved de mindre positive sider af livet og mig selv. Den har betydet at jeg har mærket mine følelser og ikke kun været tilskuer til dem.

Samtalerne i gruppen og det at vide der er andre der går igennem nogen af de samme ting og spejlingen af mig i de andres udfordringer og oplevelser, har været sund for mig. Det har rørt mig så meget. Yogaen har fået det jeg har lært ind i kroppen og ud igen med tårer, kvalme og glæde.

En stærk oplevelse af at det fysiske og mentale på den måde kan snakke sammen.

Tak for jer.

Mette 38 år.

Vil du også med på workshop? Læs mere og tilmeld dig hér.

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.