Lotte og Henriks historie

Lotte og Hernik startede i terapi hos mig, fordi de var trætte og tyndslidte af de evindelige konflikter de havde med hinanden. De havde været gift i 7 år og havde to børn sammen. Henrik havde også en søn fra et tidligere forhold.

Deres forhold havde altid været turbulent. De havde været vildt og stormfuldt forelskede og nu var de ved at slide hinanden op med konflikter og gensidige beskyldninger. De var mere uvenner end de var gode venner og truede hver dag hinanden med at ville skilles. Deres kommunikation blev mere og mere ondskabsfuld og perfid, og der var ikke de eder og forbandelser, der var for lede til at blive smidt i hovedet på hinanden.

Efter at have hørt på deres situation var min første tanke: hvorfor bliver de! Det var tydeligvis så opslidende for dem begge at være i det forhold, at de da måtte være bedre tjent hver for sig, end sammen. Jeg vidste godt at det ville være den “nemmeste” løsning. Lotte og Henrik ønskede sig brændende at få parforholdet til at fungere. De kunne ikke overskue at skulle påføre deres børn den smerte, der ligger i ikke at kunne have sin far og mor hos sig. Desuden havde alle deres parforhold været turbulente, så de havde besluttet sig for, at det skulle lykkes. Eller det vil sige, det ønskede de sig, men de anede ikke hvordan.

Lotte kunne mærke at hun var ved at lukke ned for sine følelser for Henrik og hun var bange for at der ikke var nogen vej tilbage til kærligheden. Hun synes hun gjorde alt hvad hun kunne for at få det til at fungere, men Henrik følte sig hele tiden kritiseret og han stillede konstant krav til hende om at være mere nærværende og delagtig gøre ham i hendes følelser. Han ville tale med hende og ville have de lavede aftaler og planlagde fremtiden. Lotte vidst godt at hun trak sig mere og mere fra forholdet og at det var hendes måde at beskytte sig på. Hun synes Henrik var opfarende og temperamentsfuld og når han blev ondskabsfuld, lukkede hun ørerne eller gik sin vej. Det gjorde ham rasende.

Henrik var ambitiøs, sjov, klog, charmerende og beleven. De havde mange af de samme værdier i livet og når de havde det godt var de gode sammen, hyggede sig, fjollede og var skægge. De anede bare ikke hvordan de skulle få en kærlig hverdag til at fungere. Det praktiske kørte nogenlunde, selvom Lotte synes hun tog sig af størstedelen af de hjemlige opgaver. Der var meget at gøre med to karrierer, tre børn med fritidsinteresser og venner ind og ud af døren. De vidste hvordan de skulle leve deres liv på alle andre områder end med hinanden.

I bund og grund følte ingen af dem sig set eller forstået. De vidste ikke hvad et ligeværdigt kærlighedsforhold ville sige og de var ikke i stand til at give sig hen, åbne sig og vise sårbarhed. De var fra tidligt i deres liv vant til at klare sig selv og fordi de ikke havde lært, hvad en kærlighedsrelation indebærer, så endte de med at bekrige i stedet for at berige hinandens liv. De vidste ikke hvordan de kunne gøre noget anderledes og nu var de ved at slide kærligheden til hinanden op.

Begge havde en drøm om kærligheden og familien, men ingen af dem vidste hvordan.

I en problematik som denne her ligger der en kæmpe beslutning. Lotte og Henrik kunne lade sig skille, de ville sagtens kunne klare sig uden hinanden og fortsætte deres liv, måske endda ind i et nyt parforhold, som ville ende med at ligne det de havde nu. Derfor ville det være et spørgsmål om at ville lære noget andet. At have tålmodighed til at lære noget nyt. At have modet til at turde give sig hen og at have tillid til at den anden vil en det godt i stedet for at angribe eller forsvare sig. Processen er måske langvarig, måske giver de op på halvvejen, men det kan læres. Hvis de vil.

I morgen giver jeg en beskrivelse af, hvorfor de gør som de gør og hvad de kan gøre ved det.

Kan du genkende historien og vil du have hjælp, inden du/I får brændt for mange broer bag dig? Læs mere og book en tid HER

Læs anden del af Lotte og Henriks historie HER

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.