Brevkasse: Er min mand mig utro?

Kære Katrine,

Hvad gør jeg, når jeg har en fornemmelse af, at min mand er mig utro – eller er på vej til at være det? Hvad er fordelene og ulemperne ved at tage det op ift. at lade det ligge og se tiden an. Jeg spørger, fordi jeg er på usikker grund. Jeg er normalt hverken jaloux eller kontrollerende af natur, og jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op med de her følelser. Jeg er bange for at “invitere det indenfor” ved at tage det op, og jeg er bange for, at det æder mig op, hvis jeg lader det ligge.

Måske er det bare en fornemmelse. Fornemmelser har bare desværre ofte noget på sig.

Min mand og jeg har kendt hinanden i tolv har to børn sammen på 5 og 7.

Kærlig hilsen Camille

Kære Camille,

At ”lade tingene ligge” er desværre en undgåelses strategi, som mange mennesker benytter sig af og som du måske har erfaret, så hober problemerne sig op under gulvtæppet. Realiteterne lægger sig som klæbrig sovs i mellem jer og alt det usagte, kommer til at fylde meget mere end det er nødvendigt. Så frem skal det. Enten er der ikke noget om snakken eller også giver det en konstruktiv dialog, som kan bringe jer videre.

Mit råd vil til enhver tid være at smække fisken på disken. Det vigtige er her ikke at komme med en anklage, ikke at formode at tingene ser ud på en bestemt måde, men at dele din usikkerhed. Også den som handler om pludselig at omtale den store lyserøde elefant som fylder hele stuen. Fortæl ham om din fornemmelse og om, hvad den gør ved dig. Sig du har brug for at han er ærlig og at I så må tage den derfra.

Hvis nu du har ret og han rent faktisk har været utro, har forelsket sig i en anden, er ved at gøre det eller har lyst til det. Så er det med stor sandsynlighed smertefuldt men det er alligevel meget lettere at kunne forholde dig til realiteterne, end at have grumme fantasier om hvad der mon foregår. Inden du spørger ham kan du jo overveje, hvad du vil gøre hvis han siger ja. Betyder det at du forlader ham? Betyder det at du er villig til at arbejde med jeres forhold og måske finde ud af om der er noget han savner. Er du nysgerrig på, hvad der bringer ham til at gøre, som han gør? Tager du utroskaben personligt? Måske vil I åbne jeres forhold, så I begge kan have seksualpartnere ved siden af eller hvordan vil du håndtere det? Der er mange muligheder og du kan frit vælge, afhængigt af hvad du følelsesmæssigt kan håndtere.

Et er sikkert: lad være med at træffe en beslutning om at bryde din familie, når du er i dine følelsers vold. Utroskab kan være en ny begyndelse for jer og betyder ikke nødvendigvis verdens ende. Det beslutter DU om det gør. Træk vejret dybt, husk at få fornuften med i beslutningen. Bed om betænkningstid inden så du kan beslutte dig, hvad konsekvenserne skal blive.

Hvis ikke han har været dig utro, kan det også være en god begyndelse til at tage jeres forhold op til revision. Har vi det som vi gerne vil have det? Er der noget vi savner? Husker vi at være kærester? Lever vi det liv vi gerne vil leve? Både med os selv og med hinanden?

Du bestemmer om det skal være en udfordring eller en forhindring.

Har I brug for mere hjælp kan du finde mig hér.

Kærlig hilsen Katrine

Læs også: Når utroskab bliver undskyldningen for at gå

1 Comment

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.