Elsker du mig ikke mere?

En kvinde jeg beundrer meget er Lizl Rand, som udover at være chefredaktør for Q, Psykologi og Tidens Kvinder (intet mindre) også er flittig på sin blog og har skrevet en bog om at komme ud af sin angst. Så modigt og sejt gået. Hun og jeg er meget enige om, hvad parforhold og kærlighed handler om og forleden beskrev hun denne lille historie fra sit privatliv, som kommentar til dette blogindlæg.

“En dag kommer jeg træt hjem og sætter mig til middagsbordet og spiser en lækker middag, som ham derhjemme har købt alt ind til og tilberedt. Mens jeg anerkendende hører på, hvad han har fikset på badeværelset, (som vi var i gang med at ombygge), spørger jeg pludselig: ”Elsker du mig ikke mere?”
Han kigger forvirret på mig og tror først, det er en joke. Men jeg er alvorlig og beklager, at han ikke har sagt noget ”sødt” til mig. Han griner kærligt og siger: ”Det er altså en kærlighedserklæring at købe ind, lave mad og bygge et badeværelse til os?.”
Jeg blusser… en smule af skam, men endnu mere af kærlighed.”

Se det er hvad jeg kalder at støtte hinanden i den svære dans vi kalder parforhold. Lizl´s mand havde overskuddet til ikke at tage bemærkningen personligt og komme hende i møde, så hun kunne opdage, at når hun kun er tunet ind på at kærlighed er, når hun får kærlige ord, så vil alt det andet han også gør, virke ligegyldigt. Sikke en indsigt hun fik der.

Alt for mange ville have hørt Lizl´s bemærkning som en kritik. “Hvad mener du? Jeg har pisket rundt og købt ind og lavet badeværelse, for at hygge om dig og så vil du have mere og mere” og hvis hun havde haft mindre bevidsthed kunne hun være komme tilbage med “Jeg vil ikke have mere og mere, jeg har bare brug for, at du fortæller mig du elsker mig, det kan da umuligt være for meget forlangt, men den smule vil du måske ikke engang give mig?” Og så var den aften ødelagt.

Der er tusindevis af mennesker, som lever på den måde hver evigt eneste dag. De ved ikke at når de tager ansvar for, hvad de føler, så bliver livet og dermed kærligheden så meget nemmere. Men det gør du nu, så start bare i dag.

Sæt i gang.

Kærlig hilsen Katrine

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.