JP-Klumme: Når forældre opdrager på deres voksne børn

Jeg har en klient i fyrrene, som fortæller at når hun er hjemme og besøge sin far og mor, så opdrager faderen på hende, som om hun stadig var en lille pige. Han kommenterer hendes tøj, hendes manerer og dirigerer rundt med hende, hvis der mangler noget ved bordet. Hun skal hente salt, en øl eller trække gardinet for, så han ikke får solen i øjnene. Hvis det ellers var i orden at kommandere rundt med sine børn, så skulle man tro, at han ikke har opdaget, at hans lille pige er blevet en voksen kvinde. Min klient er heller ikke helt sikker på, at hun er voksen, når hun er hjemme. Hun kan i hvert fald højst skrue sig op til at blive en vranten teenager, fremfor at sætte en ordentlig, moden og ligeværdig grænse for sin far.

Forleden fik jeg en mail fra en bekymret farmor, som så gerne ville hjælpe sin søn og svigerdatter, for hun kunne se, at de begik nogle af de fejl, jeg havde beskrevet i et blogindlæg på min hjemmeside. Mailen fra farmor var fuld af omsorg, og hun ville rigtig gerne bidrage til, at hendes søn og svigerdatter fik det bedre med hinanden. Men hun var i tvivl om, hvordan hun skule gribe det an, for hun var bange for at træde dem over tæerne eller blive uvenner med dem.

Jeg har et par i terapi, hvor kvindens mor er meget tæt på den lille familie og samtidig meget dominerende. Kvinden har svært ved at sige fra overfor sin mor og det bringer massevis af konflikter mellem mand og kone, når svigermor blander sig for meget i deres liv.

Så hvad er det egentlig med de der forældre til voksne børn? Det forekommer mig at nogle forældre glemmer alt om almindelig pli og ligeværdighed, når det kommer til de børn, som nu er blevet voksne. Forældrene tror, at fordi børnene er deres, så kan de behandle dem som de vil, også selvom de for længst er flyttet hjemmefra. Der er selvfølgelig noget omkring en anden generation og et andet børnesyn, som handlede om, at børn skulle lære at opføre sig ordenligt, gøre hvad der blev sagt og kun blev til gode retskafne voksne, hvis de som børn, fik af vide hvad de gjorde forkert. Det bliver forældrene så ved med at fortælle dem, også selvom børnene er fløjet fra reden og nu lever et voksent liv et andet sted. Der er bare ikke nogen undskyldning for ikke at opføre sig ordenligt overfor sine børn.

Det handler i allerhøjeste grad også om, at mange voksne børn har så svært ved at sætte grænser for de forældre, som engang var altoverskyggende autoriteter. De vælger den nemme løsning og holder sig væk, fremfor at bidrage til at udvikle og redefinere det forhold de har til far og mor. De lader det hænge i stedet for at styrke forholdet, så det passer til en voksen-voksen relation. Når vi er voksne er vi lige så ansvarlige for forholdet, som vores forældre. Det kan lige så vel være de voksne børn, som tager skeen i den anden hånd og får modnet relationen, i stedet for at gå i barndom, i det øjeblik de træder ind ad døren i deres barndomshjem.

Som mig gode gamle terapeut Erik sagde: Når man har voksne børn, så skal man opføre sig ordentligt ellers risikerer man at miste det man har allermest kært. Det gælder begge veje. Vi går gensidigt glip af så meget kærlighed, hvis ikke vi sørger for at opføre os ordentligt og pleje den relation, som engang var den vigtigste og som stadig kan være et rigtig godt og givende bidrag i vores liv. Vores forældre er dem som har kendt os længst og børns kærlighed kan være lige så stærk, som da de var børn, men det kræver at vi gør os umage og behandler dem ligeværdigt.

Læs også: Sådan får du en dejlig jul med familien

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.