Anders’ dagbog – del 1

Anders gik for et par år siden i terapi hos mig. Han har nu besluttet at genoptage terapien og at han vil beskrive dette forløb hos mig, her på bloggen. Her kommer Anders´ beskrivelse af sit liv, som det ser ud lige nu.

Jeg er en mand i fyrrene, og den ældste af en søskendeflok på 4, der alle har samme far. Jeg var elleve, da mine biologiske forældre blev skilt. Min far flyttede, og jeg og min søster blev boende hos vores mor. Efter tre år hos min mor, hvor forholdet mellem os blev gradvist værre. Jeg flyttede derfor over til min far og hans daværende kone, der dog kort tid efter blev skilt. Senere mødte min far sin nuværende kone, og jeg boede hos dem til jeg flyttede hjemmefra.

Min sociale situation er, at jeg bor i lejebolig i en nordlig forstad til København, og har 4 børn fra 2 forhold. Min ældste søn er flyttet hjemmefra. Den yngste fra mit første forhold går i skole. De to yngste fra mit nuværende forhold går i henholdsvis børnehave og vuggestue. Professionelt er jeg akademiker, men har jeg de seneste snart 5 år haft svært ved at finde et fast arbejde. Jeg har haft forskellige konsulentopgaver af kortere og længere varighed, og har ellers måtte tage, hvad jeg kunne få.

Økonomisk har jeg et par forlis i baggagen, hvilket gør, at jeg intet ejer og heller ikke kan eje noget. Grundet min økonomiske situation, så flytter jeg forholdsvis ofte, men har indtil videre kunnet blive i nærheden af mine børn og bibeholde fornuftige rammer for dem. For at sætte tingene lidt i perspektiv, så har jeg nu flyttet over 20 gange i hele mit liv.

Aktuelt er forholdet til moren til mine to yngste børn gået i stykker, og vi er i gang med processen om at gå hver til sit. Det er naturligvis en ulykkelig situation, og jeg har helt bestemt min andel af årsagen til bruddet.

Alt i alt er min situation ret uoverskuelig og kompleks. Jeg vil gerne slå fast, at den er selvskabt og jeg forsøger ikke at give andre skylden. Jeg lever hver dag med de valg og beslutninger, jeg gennem tiden har truffet. Jeg søger på ingen måde medlidenhed, men værktøjer til at acceptere min situation og blive et bedre menneske overfor andre. Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg skal acceptere min situation, og giver i mange tilfælde også udtryk for det udadtil. I bund og grund føler ikke, jeg har accepteret mig selv og min tilværelse indadtil.

Som alle andre elsker jeg mine børn, og jeg lever 100% for dem. De giver mig ægte glæde, og troen på, at jeg skal gøre en indsats for at holde mig ”oven vande” og forsøge at komme videre med mit liv. Jeg lægger ikke rigtig nogen fremtidsplaner, men lever mest fra dag-til-dag eller måske nærmere fra måned til måned. Mit liv og min hverdag er styret af min situation. Oprigtigt talt tror jeg ikke på en bedre fremtid, men at den blot vil være en fremskrivning af nutiden. Det fylder meget hos mig, at mine børn, især de to ældste, ikke begår nogen af de samme fejl som mig, men at de er bevidste om sig selv, tør stå ved sig selv og træffe deres valg ud fra det.

Følelsesmæssigt er jeg meget sårbar. Jeg har meget lavt selvværd, er dårlig til at bede om hjælp, og jeg synes ikke jeg fortjener, at andre gør noget for mig. Ikke sådan at forstå, at jeg føler verden er imod mig, men derimod, at jeg ikke er tilstrækkelig til den. Jeg tager kritik og nederlag meget personligt, og det fylder meget i mit liv og hverdag. Jeg oplever tit, at jeg ubevidst undlader at gøre ting, fordi jeg er bange for det mulige nederlag.

De seneste år har jeg derudover følt, at der ofte er konflikt omkring mig, og jeg har en følelse af, at jeg er en afgørende årsag til, at konflikterne opstår.

Det lyder måske ikke sådan, men jeg er faktisk en ambitiøs person, der stiller store krav til mig selv og gør egentlig det samme til dem, jeg har omkring mig, på mit arbejde og min familie. Det har desuden stor betydning for mig, at folk omkring mig er ærlige, har reelle hensigter og behandler andre godt.

Jeg søger terapi fordi jeg oprigtigt ønsker at ændre mine mønstre, på trods af at mine handlinger ofte viser noget andet. Jeg har tidligere været i et terapiforløb, og jeg ved derfor, at det har stor betydning og værdi for mig, men at det samtidig ikke er en nem proces.

Anders 43 år.

Læs anden del af Anders’ dagbog HER

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.